Dem der pisser i badet, og dem der lyver om det!

image

I går var en af de aftner, hvor chancen for at lufte noget andet tøj end hestetøjet bød sig. Min mor havde været så nice, at invitere de to små husspektakler på forlænget weekend på Fyn, så pludselig emmede en ellers almindelig torsdag aften i september af frihed og muligheder.

Patrick havde været til lydprøve på Vega, og var endt på en et brunt bæverdænge på Istedgade ved det umage navn Blomsten, sammen med en håndfuld musikere, venner og andet godtfolk. Her var hyggen gået dem i blodet, i følgeskab med et par liter humle, kunne jeg høre, da jeg hjemmefra gav Patrick et ring. Hurtigt besluttede jeg at tage et smut forbi og hilse på både gamle kendinge og nye tilkomne i det slæng, der som oftest hænger sammen med Patrick, når han hilser på De Gyldne Damer rundt omkring på Københavns beværtninger.

Det gik nogenlunde sådan her:…

Da jeg træder ind ad døren på Blomsten, sidder Patrick oppe i baren med 3-5 gutter, blandt andet Alex Vargas, en sanger, der som Patrick er ny på den danske musikscene, samt Patricks altid nærværende og utrolig charmerende trommeslager Felix, som jeg tror har smeltet mangt et ungpigehjerte de seneste år, samt et par andre prominente musikere. Patrick præsenterer mig for drengene og alle som én er både høflige og galante, men selvom jeg føler mig utrolig vel modtaget, er det som om at jeg bryder ind i deres bodegaatmosfæreriske mandehørm, og jeg bliver på uforklarlig vis pinlig bevidst om at min tilstedeværelse ændrede ved noget.

Jeg har kun været der ganske kort tid, før Patrick trækker mig til side, og med konspiratorisk stemme fortæller mig at han altså har gjort noget…. Han har fortalt en historie til drengene kort tid før jeg kom… om mig. Allerede her, får jeg lidt klamme håndflader, og kaster et stjålent blik hen på drengene i baren – hvad ved de om mig, som jeg ikke ved? Jeg retter igen opmærksomheden mod Patrick og opfordrer ham med et enkelt nik til at fortælle PRÆCIS hvad han har underholdt vennerne med, som har med mig at gøre.

”Kan du huske, Anne, da vi boede på Frederiksberg…. Ikke så lang tid efter vi var blevet kærester…. Vi skulle i bad sammen – skide hyggeligt! Og så står vi der under bruseren og har det mægtigt, men så skal jeg jo lige pisse, så jeg smutter hurtigt rundt om forhænget og hen til toilettet. Et splitsekund efter er jeg tilbage igen under det varme vand… – men hvad er nu det? Der lugter pludselig fælt af tis… og så er det jeg spørger dig om du står og tisser? – Ja – svarer du! Så står du fannama der og tisser i bruseren, mens du er i bad med mig, og det damper jo lige op, hahaha!” Jeg smiler blegt, men kan mærke hvordan jeg pludselig føler mig virkelig pinligt til mode. Selvfølgelig husker jeg episoden – som jeg vel at mærke ikke er super stolt ved, men som jeg da ingenlunde havde forestillet mig skulle ende som ”dagens-grin-historie” på Blomsten! Patrick fortsætter: ”Ahmen bare rolig, Anne – jeg startede selvfølgelig med at fortælle gutterne at der findes to slags mennesker: Dem der pisser i badet og så dem der lyver om det!”

Resten af aftenen blev for mit vedkommende præget af to ting: Jeg drak ingen alkohol og jeg fik flash back til bruseren på Frederiksberg, hver gang jeg fik øjenkontakt med en af de indviede fra baren….. så kan I selv regne ud meget jeg fik danset på bordene den nat!

When the magic happens…

Mag1

I de foregående blogs beskrev jeg hvordan man tilvænner hesten at have rytter på ryggen, samt hvordan man lærer den de helt elementære ting som start – stop og drej.Og det er jo altsammen meget godt – at man nu kan sadle sin hest og ride rundt på den – uden at blive smidt af og samtidig rent faktisk kan bestemme både tempo og retning!

– Men hvordan kommer vi så videre derfra? For der er jo en verden til forskel, når man ser en ung hest tøffe rundt på må og få, til man ser en mere redet hest præsentere sig spændstigt, løsgjort og med luft under sig.

Nøglen hedder – som tidligere nævnt – at ride hesten under hjælpen og i balance! – Og hold nu tungen lige i munden, for nu bliver det lidt teknisk :-p

Når hesten villigt og sikkert kan styres rundt på begge volter og tempoet kan sættes både op og ned uden de store kvaler, begynder det målrettede arbejde på at bringe hesten “under hjælpen”. Jeg plejer at sammenligne hesten med en kasse med fire hjørner. For at få hesten i korrekt balance, skal jeg som rytter kunne kontrollere alle hestens fire hjørner.Til at begynde med arbejder jeg målrettet på at få hesten til at gå på “tre spor”. Det betyder i sin enkelthed, at dens indvendige bagben skal træde op i det spor som dens udvendige forben laver.  Altså bliver hovsporet fra det indvendige bagben skjult oven i det udvendige forbens spor – deraf navnet “tre spor”.

Det betyder at hesten runder sig om den indvendige støvle og skubber af med indvendige bagben. Pointen er at få hesten til at suge på den udvendige tøjle og villigt flytte indvendige bagben ind under kroppen og vige for den indvendige schenkel. Akkurat som i en versade.

Når hesten kan dette – ubesværet og uden modstand – begge veje rundt, både på volte og langside, retter jeg den ligeud igen, blot ved at give efter på den indvendige tøjle og møde den op på den udvendige. Jeg har nu helt kontrol over det indvendige bagben, jeg har suget på den udvendige tøjle og eftergivenheden for den indvendige.

mag2

Og det er lige her omkring “the magic happens”…. For når hesten ligger korrekt på den udvendige tøjle, og jeg til hver en tid kan trykke indvendige bagben indunder ham, så skal der blot en ligeudretning og en anholdning på den udvendige tøjle til, for at få ham til at se godt ud. Det er i samspillet mellem det indvendige bagben og den udvendige tøjle, at hesten pludselig finder sin balance og dermed holder op med at kravle og begynder at finde sin balance.

Jo stærkere hesten bliver i bagparten, jo mere vægt kan han tage deromme, og jo mere vægt bagtil, jo mere ekspressivt løft kan han vise fortil. (Og så afhænger det selvfølgelig også lidt af hestens bygning og talent).

Og hvad med det der “bag-lod” som er så moderne enten at elske at hade eller hade at elske? Tjah… for mig ligger fokus i første omgang ikke der. Nogle gange går hesten lidt bag lod, andre gange går den lidt over lod – det er altsammen en del af den læringsproces som vi er igang med. Jeg fokuserer på hvor jeg har hans bagben og hans krop under mig. Når det lykkes at placere ham mellem støvlerne, som jeg gerne vil – så følger hals og hoved helt automatisk med.

I arbejdet med de unge heste vil der som regel altid være skønhedsfejl at se. De er unge og har skulle lære mange ting på kort tid. De er midt i en læringsproces og det betyder at man ikke kan præstere fejlfri ridt hver dag. Det er i min optik heller ikke meningen. Det som dog er væsentligt at holde sig for øje, er at der løbende sker en positiv udvikling. At du kan se/føle/mærke at hesten bliver bedre som ugerne går. Selv bruger jeg ofte at filme mine heste. Det giver mig en god fornemmelse af om de rykker i den retning jeg gerne vil have.

Herunder ses videoer der viser forløbet fra rå hest til ridehest med etablerede knapper 🙂

Isenbart 3,5 år og ganske rå:

 

Isenbart med rytter første gang (her har jeg lige født, så det er derfor jeg ser lidt deform ud :-p )

Isenbart udstyr og rytter på for 2. gang:

Isenbart redet få måneder, men nu forholdsvis rettet ind under hjælpen:

Styretøjet på plads

al2 I de to foregående blogindlæg har jeg beskrevet hvordan man gør en hest ryttervant. Dvs at han accepterer og er afslappet omkring at man sidder på ryggen af ham.

Så langt så godt – men hvad gør man så? Ofte får jeg henvendelser fra folk, som har købt en smuk og velgående unghest. De har set den løs i ridehuset og forelsket sig i dens udtryksfulde og svævende bevægelser. De får hesten tilredet og bliver så svært skuffede over at den pludselig tøffer rundt som en anden rideskolehest, uden antydning af den gang de så da de købte den.

Og hvordan kan det nu hænge sammen – hesten er vel den samme? For at forstå hvad der sker, plejer jeg at bruge denne sammenligning: Forestil dig du løber en tur ud over en mark. Du er fri til at gøre med din krop som du vil, og din balance er god, for du har kun dig selv at tage hensyn til. Forestil dig efterfølgende at du får en tung rygsæk surret fast på din ryg. Rygsækken sidder måske ikke helt lige, men presser mere i den ene side end den anden. Så spændes der en line ud, og du bliver bedt om at gå på linen uden at træde ved siden af, mens du har rygsækken på ryggen. Går du anderledes nu? Tripper du? Mister du måske balancen? Det tror jeg de fleste vil gøre, og ligesådan er det med hestene. Så snart man placerer en sadel og en rytter på ryggen af dem, ændrer man deres naturlige balancepunkt. Når man så – oven i hatten – beder dem om at gå den vej vi siger, gør vi udfordringen endnu større. Jo større udfordringen er, jo mere “kravler” hesten rundt. Han har ganske enkelt svært ved at holde balancen.

Og lige netop dette – at genoprette hestens naturlige balance, er en stor del af det som dressur går ud på.

al1

Men tilbage til praksis: Det første jeg lærer hesten, når jeg sidder på ryggen af ham, er at gå frem og stoppe igen. Altså speeder og bremse. Når de to ting er på plads, skal han lære at følge tøjlen og styre til henholdsvis højre og venstre, når der tages i tøjlen. Helt elementært. Start – drej – stop. Det er vigtig i denne fase, at man ikke forvirrer hesten unødigt ved at forsøge at ride den til biddet. Akkurat som når børn skal lære at læse, hvor det er essentielt at de lærer ABC før bogstaverne sættes sammen til ord, er det vigtigt at hesten forstår de grundlæggende styreteknikker førend man beder om mere. Ellers ender man med en forvirret hest.

al3

I næste blog vil jeg skrive lidt om hvordan man får den unge hest “under hjælpen”, så den går fra at se ganske kedelig og flad og, og til at udfolde og vise det iboende potentiale den har 🙂

 

Ok, nu kan jeg sidde på hesten, hvad gør jeg så?

brokade1
Som jeg beskrev i det sidste indlæg, som kan læses her her ,bruger jeg altid de første par dage på at vende hesten til at jeg sidder på ham.
Efterfølgende starter jeg longearbejdet op. Det betyder tilvænning til trense, forståelse af at følge longen rundt, samt tilvænning til sadel. Tilvænningen til sadlen tager jeg ligeledes i etaper. Første gang hesten mærker gjorden spænde om maven, bukker han ofte. Indimellem er der heste, der bliver så forskrækkede at de panikker, og jeg har enkelte gange oplevet heste der blev så paniske at de sprang for livet, uden at sanse hverken sig selv eller andre, og sådanne heste kan være livsfarlige. Det har selvfølgelig drejet sig om særligt vanskelige heste, men det har alligevel givet mig stof til eftertanke i forhold til om man kunne løse sadeltilvænningen på en mere skånsom måde. Jeg er kommet frem til at den mest skånsomme måde at gå til værks på, er at sætte en løs elastikgjord på i første omgang. Elastikgjorden holdes på plads af et fortøj, så den ikke glider tilbage i lysken på hesten. På denne måde kan man stille og roligt vænne hesten til fornemmelsen af gjorden og man slipper for panikreaktionen. Så snart hesten accepterer elastikgjorden, skifter jeg den ud med en almindelig longeringsgjord, som derefter bliver skiftet ud med en sadel, så snart hesten har sagt ok.
Jeg arbejder herefter med hesten i longen, indtil den balancerer fornuftigt rundt i både skridt og trav, samt forstår min stemmeføring og føler sig fortrolig med både udstyr og arbejdsopgave. Jeg bruger ofte et par løse indspændere, som hjælper hesten med at finde formen og tage kontakten på biddet. Det er dog væsentligt at de ikke er for stramme, da det er svært at ride hesten frem til biddet efterfølgende, hvis den spændes for hårdt ind i dens første møde med indspændingstøjlerne.
Så snart hesten har styr på sig selv i longen, hopper jeg op på ham. Det går som regel fuldstændig gnidningsløst, da jeg jo allerede har vænnet ham til jeg rumsterer rundt deroppe uden sadel. Derefter har jeg en hjælper til at longere mig lidt, inden jeg slippes løs i ridehuset.
Det er vigtigt at have en god og fornuftig hjælper i denne fase, for den unge og uprøvede hest vil sjældent have lyst til at gå rundt af sig selv, med mindre den hjælpes på vej. Det gøres nemmest ved at hjælperen fortsat holder trykket på hesten bagfra, ligesom den er vant til i longen.
Undervejs i processen gør jeg stor brug af positiv stemmeføring og ros. Det er min erfaring at netop en opmuntrende og rosende stemmeføring gør en stor forskel for en usikker hest der skal prøve nye ting for første gang. Det er sjældent jeg træner de unge heste ret lang tid ad gangen. Så snart de har forstået og accepteret et nyt skridt i processen, stopper jeg træningen for den dag. Det er altafgørende at man får stoppet i tide og ikke presser hesten, så den begynder at stresse. Især her i den begyndende fase, giver en kort og positiv træning et langt bedre resultat end hvis man terper tingene med hesten igen og igen.

longe1

Hvordan gør man det der tilridning?

brokade2

Der er ofte mange der spørger mig hvordan man egentlig starter, når man får sådan en helt rå 3års ungheste-bums ind fra folden, for at lære den at gå til ridning.

Det vil jeg skrive lidt om her på bloggen.

Udgangspunktet med de unge heste kan være meget forskelligt. Nogle gange har de været meget i hænder fra føl af, og de er måske allerede longetrænet og vant til at stå bundet på staldgangen og få løftet hove osv når de kommer. Andre gange er de som vilde dyr, der sitrer når man rører pelsen, er sky når man vil lægge grime på og forstår knap reglerne for at blive trukket med i et trækketov. Det er klart at den ene type hest er lidt nemmere at gå til end den anden, men fremgangsmåden jeg arbejde ud fra, er stort set altid den samme.

Den første dag tager jeg hesten i ridehuset, bare i en snor. Jeg går med ham, har ham på min højre side og beder ham om at stoppe, for derefter at gå frem igen. Jeg bakker ham også lidt rundt, skifter retning med ham, stadig med mig ved hans venstre skulder. Jeg rører ham på hele kroppen og beder ham flytte sig når jeg berører ham med tryk. Dette gør jeg for ligesom at undersøge hvor jeg har ham henne – tåler han berøring? Accepterer han at jeg flytter på ham, at jeg leder ham, at jeg stopper ham? Det gør de fleste heste ret hurtigt, og ofte får det dem til at slappe meget bedre af, når de føler sig ledt.

brokade3

Jeg gør et stort nummer ud af at være hyggelig for hesten at gå med, her i denne fase. At han mærker at jeg rummer hans usikkerhed og samtidig roligt vejleder ham, så han forstår at han sikkert kan følge mine anvisninger.

Så snart hesten føler sig ok med jeg rører ham og leder ham rundt i ridehuset, så begynder jeg at hoppe lidt op og ned ved siden af ham. Nogle heste bliver bange første gang de oplever det, men det går hurtigt over, når de forstår der ingen skade sker. Bliver han bange, lader jeg ham flytte sig væk fra mig. Jeg tvinger ham aldrig til at stå, men lader ham forstå at han til hver en tid kan komme væk, hvis han føler sig truet. Det er grobund for den tillid jeg ønsker hos ham. At han ikke føler sig under tvang.

Derefter introducerer jeg en skammel/ stol for hesten, og når den er accepteret, så træder jeg op og ned ad skamlen, indtil hesten også accepterer dette. Derfra fortsætter jeg sådan set bare med hopperiet op ad hesten fra skamlen af, og det er oftest tilfældet at jeg er på ryggen af hestene den aller første dag, hvor jeg stadig har dem i grimen. Helt uden dramatik.

Det væsentligste her i denne første fase – og fundamentet for al fremtidig ridning er tillid! Tillid til at intet ondt sker hesten. Kan man få ham til at forstå dette, er det ingen sag at ride til.

Jeg er ofte blevet spurgt om ikke jeg stopper med de farlige tilridninger, nu hvor jeg er blevet mor, men jeg ser dem ikke som specielt farlige. – jo selvfølgelig kan der altid være en hest indimellem, som ikke reagerer normalt og derfor kan blive farlig, men det kan der jo også på de mere redne heste. Hovedårsagen til jeg hopper på hestene uden sadel i første omgang, er netop for ikke at komme til skade. Uden sadel mærker man lynhurtigt om hesten bliver ængstelig, og så hopper jeg prompte af. På den måde tager man presset væk fra hesten, inden det bliver for meget for ham og han begynder at bukke. Skulle hesten en sjælden gang imellem være hurtigere end min afsidningsreaktion, så sker der som regel ikke det store, når man falder af uden sadel – for man hænger ikke fast i nogen stigbøjler og falder af med det samme i stedet for man får den store rodeotur rundt i ridehuset.

Jeg elsker tilridningsarbejdet, for det er et magisk øjeblik, der hvor en hest bærer og accepterer rytter for første gang i sit liv – uden tvang – uden vold, men alene fordi han stoler på at du ikke vil skade ham.

Her kommer en lille video fra en af mine tilridninger. Den er desværre ikke helt ny, for det er sjældent jeg har nogen til at filme, når jeg arbejder i ridehuset 🙂

 

 

 

Nr 6 til DM for juniorer

Sjul2

Anne-Mette og Brandtoftes Sjubell har været på spil igen! Denne gang til DM for juniorer. Deres træningskurve op til stævnet har været formidabel, hvilket ikke mindst kunne ses på sidste weekends storsejr i küren i Malmø. Desværre viste Sjubell sig at være i lidt for god form, for han var ifølge Anne-Mette så glad at han, med ørerne fremme, lige viste lidt ekstra kunster og buk for det fremmødte publikum.

Heldigvis holdt den efterhånden temmelig erfarne chauffør hovedet koldt og fik redet den kække hest fornuftigt igennem programmerne. Selvom de tabte nogle dyre point undervejs, grundet Sjubells lidt for store overskud, rakte deres procenter alligevel til en samlet 6. plads i det skrappe felt!

Sjubell er stadig ung og Anne-Mette og han har kun arbejdet sammen i forholdsvis kort tid, så deres målsætning var at ride med i A-finalen og blive blandt de 10 bedste. Det må man i den grad sige de indfriede. Og havde Hr. Pelle (som Anne-Mette kalder ham) nu valgt at iklæde sig sin stævnehabbit den pågældende weekend frem for fest-og-ballade-skørtet,  så tror jeg de kunne have haft en hov i medaljerækken.

De har heldigvis årene for sig, og jeg glæder mig til at se hvad de kan udrette fremover.

sjul4

Sjul3

 

SEEEEEE EN FIR-VEN!

image

I lørdags pakkede familien Dorgan/Søndergaard syd-bleerne og kørte til sommerhuset i Holbæk. Her gav Vito den op for de mange græshopper, der sang i græsset, men da de utilregnelige cikader hele tiden hoppede fra ham, besluttede Den Gamle Biologilærerinde at han måtte have et jagtkursus ud i “insekter og andet spændende kryb!”.  “Fat din spand, Vito, og sko på, for nu skal vi på jagt”. Med et beslutsomt drag om munden og et fast greb i den solblegede, orange plastikspand, efterlod vi far og Sally derhjemme og vandrede ud over vidderne i den forladte og vildtvoksende nabohave, for at opstøve passende kryb til vores mission.
Vi havde ikke gået længe, før vi fik øje på et habitat, som meget vel kunne udløse den store gevinst hvad angår snegle,tusindben og stankelbenede edderkopper; nemlig en gammel rådden træstub – nice!!
“Shhhhhhh – nu gælder det om at være stille, så vi ikke skræmmer bænkebiderne væk”, sagde den Den Gamle Biologilærerinde”. Vito gjorde store øjne, men var lydløs som en goppel. Det rådne træ var blødt, gennemhullet af tidens tand og de mange insekter, der havde valgt stubben som tilhørssted de seneste 10 år. Biologilærerinden tog et fast tag i træet og rev en anseelig luns af stubben, og straks piblede det frem med store sorte myrer, tigerstribede skovsnegle og fede hvide larver, der klodset forsøgte at orme sig væk fra det pludselige sollys, som strømmede ned i insektboet. “Wiiiiiiiiihhhhhhn”, skreg Vito af ren fryd over synet. Og akkurat lige så ekstatisk blev Den Gamle Biologilærerinde, da hun mellem kryb og kravl, spottede intet mindre end et spillevende firben, som havde kilet sig ned i det bløde træ. Nu gjaldt det om at tænke hurtigt. “Giv mor spanden, Vito – nu”, hvislede Biologilærerinden anspændt ud mellem fortænderne, og med blikket stift rettet mod reptilen. Vito, som havde for vane kun at tage mod ordre fra sig selv,  forstod straks sagens alvor og afleverede andægtigt sin lille plastikspand, mens han med åben mund og store øjne gloede på sit livs første firben. I et rutineret snuptag, blev den lille øgle vippet ned i spanden, og stor var glæden hos både Den Store og Den Lille Fanger, da kalorius var velbjærget og lyste op – mørk og eksotisk, mod den orange plastikbund. Og så kunne det ikke gå hurtigt nok med at komme hjem. Vito forrest med spanden hævet i triumf foran sig gennem det lange græs. “Seeeeee faaaaar, en fir-ven!!!” Og far, som ikke helt kan bryste sig af den samme entusiasme for kryb og kravl, som Firbenefangerne, udstødte alligevel et imponerende “Hvad fanden, har I fanget et firben, det er da løgn!”, hvilket må siges at være i den absolut positive ende af, hvad man kunne forvente af tilkendegivelser fra den front, når det drejer sig om dyr der er mindre end en fuldvoksen labrador.

image

Sally viste omtrent ingen interesse for jagttrofæet; hun havde nemlig selv jagtet en tallerken blåbær ned, og sad og eftersuttede fingre og tæer, som eftertrykkeligt bar præg af en dramatisk nedslagtning af de violette slubberter.

image

image

Vito kiggede intenst på sin nye firven. Og firvennen kiggede intenst på den mastodont af et drengebarn, der stod bøjet over spanden, som den var fanget i. Og efter at Den Gamle biologilærerinde havde afvist Den Lille Fangers forslag omkring at sætte Firvennen ud i havens badebassin, blev de enige om at lukke ham ud under terrassens brædder, så han kunne få sin frihed igen. “Nu er firven væk”, sagde Vito observant, da den lille spirevip forsvandt mellem revnerne i træet. Og ja, det var jo lige præcis hvad den var!

image

Vi sveder men vi har det godt!

image

Tre gode rideture idag! Føler mig simpelthen så heldig at have så fine kvalitetsheste at ride rundt på til daglig. Det er næsten som en sauna at ride rundt i ridehuset i den her hede. Jeg rider som oftest alene, hvilket er godt for koncentrationen, men lidt kedeligt set med de sociale briller på. Men får man en fed tur, vejer det som regel op for det lidt ensomme aspekt i at ride alene.
På det øverste billede herover ser I en skøn 6 års vallak efter Tailormade Temptation. Han er noget af det flinkeste, og så ligner han en rigtig barbiehest. Herunder ses først 6 årige Armani efter Aljano/Cor De La Bryere. Armani har lige lært at bytte, og det klarer han bare til UG! Det sidste foto viser 4 årige Hunger Games Firfod efter Sunny boy/Michellino. Han er stadig ung og grøn, men galoperer simpelthen så utrolig godt, at man næsten altid lister sig til en ekstra runde i galop, bare for liiiige at være sikker på at den er god nok – han galoperer fantastisk!
image

image

Tilhører du gentleman-årgangen?

imageI onsdags var jeg inviteret med til en fest af en lidt særlig karakter. Eller dvs, Patrick var inviteret med, og jeg var lidt med som den fes-lunkne kop kaffe, man lige drikker fordi den alligevel er der og ikke skal efterlades. Nuvel. Festen var tænkt som et slags meet ‘nd greet mellem forskellige generationer. Deltagerne kunne i grove træk opdeles i to grupper:  Den unge generation af mandlige musikere eller andre selfmade verdensmænd, og den ældre generation af selvgjorte verdensmænd inden for forskellige brancher. Jeg havde måske på forhånd været en smule spændt og nervøs omkring hvordan jeg skulle tackle aftenen, vel vidende at jeg hverken er noget ved musikken eller nogen (verdens)mand.

Alting var utrolig velarrangeret, og dermed var der også arrangeret transport til og fra festen. Vi skulle mødes på Hovedbanen, hvor vi blev samlet op af et opsigtsvækkende veterankøretøj, funklende bordeauxrød og med åben vogn, så man i bedste Grace Kelly-stil, havde første parket til både sol og vind og aftenens mange lange blikke fra de forbipasserende bilister.

image

image

Se nu fik jeg vidst allerede tidligt nævnt at jeg gik og var lidt smånervøs for hvordan denne her aften nu skulle spænde af for sådan en som mig, der hverken har skrevet nogen store hits for nyligt eller opfundet elkedlen eller glasset på stilk. Men jeg skal da ellers love for at min nervøsitet blev gjort til skamme! Og her taler jeg om en faktor, jeg fuldstændig havde overset; nemlig at næsten halvdelen af selskabet bestod af ældre herrer fra Gentlemanårgangene! I ved, dem, som diskret holder stolen for en, fylder ens glas op, henter tæpper hvis man fryser (uden man har sagt noget om det) og i det hele taget faktisk bare både SER og LYTTER på den der måde så man virkelig føler sig i godt selskab. Se det er verdensklasse i min optik! Og jeg må indrømme, at jeg i min lidt anspændte tilstand, var var easy prey for enhver distingveret herre, som gav mig et fast håndtryk og smilede helt op til øjnene.

En af de belevne herrer stod for et af aftenens hyggeligste indslag, nemlig at tegne alle gæsterne. Med sikker og hurtig streg, fangede han alle gæsterne i hver deres karikaturtegning på et hvidt stykke papir. I kan se min herunder.

image

 

Kort før vi skulle bryde op, spurgte en af  gæsterne mig: “Kan De gætte hvor gammel jeg er? Jeg er 1000 måneder”. Og jeg har efterfølgende tænkt ved mig selv; måske er det derfor de er så Sørens charmerende, de ældre gentlemen; fordi de har øvet sig i mange mange år!

 

 

Søndag i Ingenmandsland..

imageI søndags var en god dag! (Og kan først skrives om idag, da mandag ligesom bare defilerede væk i tåger på grund af søndags ekko).

Efter at have været alene med børnene i et par dage i træk, var jeg mere end sulten efter at have mine to arme for mig selv. At føre en samtale med andre (voksne) mennesker, og for en gangs skyld at kunne trække i pænt tøj uden at være skydeskive for yoghurt, bananmos og leverpostejshapsere. Så på med dullegrej,  tøj i sarte farver og sko der udstråler at man har oceaner af tid til sig selv og ikke behøver tænke  praktisk omkring noget som helst her i livet, og så afsted til Nemoland, hvor Patrick skulle koncerte den sammen med Julias Moon.

Der skal som regel kun få, men essentielle omstændigheder til for at gøre en aften god. For mit vedkommende var de disse: Guddommeligt vejr, propfyldt menneskehav i Nemoland, og en Patrick der i den grad gav hals, så selv den tørreste kiks på den bagerste bakke, må ha’ fået våde krummer i buksen.

image

Et par velkendte tøsepiger oppe foran scenen, med hang til hygge, hjalp mit ualmindeligt gode humør yderligere på vej med en et par flotte fadøl, og pludselig flød koncerten, aftenrøden, Christianias umiskendelige duft af hash, samt de mange glade mennesker sammen til den der følelse af “vi-har-det-godt-hed”, som har det med at ramme, når man trykker alkopedalen godt i bund.

Herunder kan I høre et lille klip af en af mine yndlingssange. Den handler om at komme aaalt for sent hjem fra Byen, liste ind, håbe konen ikke vågner, sværge på man kun drak en enkelt og at der BESTEMT ikke var nogen stripper til stede….. – jeg FØLER den sang!!

Efter to sindssygt gode koncerter, sev den hårde kerne af feststemte musikere og andet godtfolk ned på Fingerbøllet – et værtshus af den helt brune slags, med nikotinvægge, jukebox, billardbord og en god håndfuld stamgæster, som fast inventar.

Hallelujah og skål for København, som kan diske op med en fest, selv på en helt almindelig søndag!

PS: Fik jeg nævnt at intet kunne lade sig gøre, hvis ikke min All-Time-Fav-Mum trådte til og tog sig af både hende den lille og ham den lidt større? 😀

image

image

 

 

 

 

Må man godt synes at man har det for nice?

image

Vi skal helst ha det lidt småskidt hele tiden – så har vi det bedst! Eller vores venner har det i hvert fald bedst, ikk’? Hvis noget er gået godt – du har fået en god eksamenskarakter, eller har tabt dig 5 kg eller du har fået en flot ny bil, så er det vigtigt at du lader nyheden sive samtidigt med en lille information om noget der er lidt træls. Har du fået dit ønskejob, er det passende lige at nævne den fartbøde du fik igår, og er du blevet gravid med ønskebarnet, kan det være anbefalelsesværdigt at lade et par ord falde om den ostemad du højlydt ørlede op på toilettet i toget, og så videre. Altså; gode nyheder for dig, glider lettere ned for andre, hvis du serverer dem med en lille smule bitter malurt. Så når jeg nu, om lidt skriver at det faktisk er ret nice at være mig lige for tiden, ja, så tænker jeg,at jeg lige vil forberede dig, kære læser, og for at niceness’en ikke bliver dig for kvalm, har jeg listet 5 forskellige malurter til sidst i teksten, som du frit kan vælge fra, hvis du skulle finde det nødvendigt. :-p

Nuvel, årsagen til mit ualmindeligt gode humør, skyldes nok at jeg grundlæggende går rundt og føler mig sådan lidt rig. Især på grund af min familie, som tæller en dreng med flere skarnsstreger i sine bukselommer end Emil fra Lønneberg har træmænd, samt en pige der smiler og griner så hjertevarmt, at selv den sureste gamle bankmand må lette på slipset, og en kæreste der – på trods af at være skidehamrende umulig på alle mandemåderne, gør mig utrolig stolt. Patrick har endelig fået sparket hul på sin karriere, og laver nu rent faktisk det han aller helst vil – og det er sq da for nice! Og Nåhr ja, sidst men ikke mindst, så fik jeg en rigtig glædelig nyhed fra Anne-Mette og fine Sjubell idag. De har været til start ved Malmø Horse Show i disse dage, og ikke nok med de blev 3’ere i juniorklassen i tirsdags og 2’ere i går, ja så red de rent faktisk sejren hjem i kürklassen idag, med intet mindre end 73.5%. Det er da lige til at blive i ualmindelig godt humør af.

image

image

Forslag til malurt:

* Der roder altid pisse meget hjemme hos mig

* Jeg kom for nyligt til at tage fejl og kalde en mands kone for hans datter (skideflovt)

* Jeg kan ikke blive brun, kun rød, fregnet og så hvid igen

* Hver morgen går jeg på kur og hver aften har jeg glemt det igen

* Jeg render næsten altid rundt med plastre i knæhaserne på grund af vabler fra ridestøvlerne