Kylie Jenner-effekten

image

Not a single day passes by…. Uden Vito udforsker nye muligheder for at få sit navn på Den Sorte Liste.
idag fandt jeg ham i lag med støvsugeren, som han havde sat til at suge gebisset ud af hovedet på ham. Han har altid haft en trang til at dresse up og være en show man med både diademer og prinsessekjoler- men det kom alligevel bag på mig, at the Kylie-Jenner-Challenge skulle ramme ham så tidligt i hans to-årige liv😂😂
image

image

Tomorrowland

image

I don’t feel like doing anything – lalalalala! En følelse du kender? Normalt farer jeg rundt som en forskruet kalkun med pip i pludreapparatet og foretager mig 3 – 4 ting på en gang. Men de seneste 14 dage er jeg stået op med den der følelse af, at selv det at skulle tage tøj på, var noget jeg måtte udsætte til klokken mindst 11-15 stykker…. Og alt hvad jeg egentlig burde få gjort… det kan jo bare gøres i morgen..eller dagen efter… eller måske kommer der en anden og gør det?
Men hvad laver man så – når man nu ikke gider lave noget?? (Og vejret poster throwback af sidste års efterår). Ja så er det, at man genopdager glæden ved at se film! Jeg mistede ellers interessen for det der med film for en del år siden. Pludselig blev det bare uinteressant – svært at koncentrere sig om, og jeg begyndte at bruge de første 8 minutter af de film vi så, til at falde i søvn på. (Så jeg har set de første 8 minutter af RIGTIG mange film!)
Nuvel – denne sommer har jeg mere eller mindre været alene om min Netflix, og det betød at jeg – helt uden at tænke over det – scrollede forbi alle voldsfilmene, krigsfilmene – ja i det hele taget alle dem med mænd og guns på coveret og ned til…. (ooooh gyyys – forbudt!!) kærlighedsfilmene og de dokumentarer der handler om mennesker og hvad der sker for dem i deres liv. Med andre ord: Alle de film som min mand ALDRIG gider se. (Og som jeg derfor automatisk har sorteret fra i min bevidsthed som options til en filmaften. Men nu, hvor jeg sad der ganske alene og ikke skulle tage hensyn til NOGEN andre end mig selv, ja så var det at jeg kom til at klikke ind på sådan en rææææægtig kærlighedsbasker. Helt forfærdelig forudsigelig – helt utrolig stereotyp og heeeeeelt fantastisk vedkommende og ligetil. Haha, I said it! Jeg er til fals for ussel hollywood-love! Men helt ærligt – Er det ikke det det hele egentlig handler om? 😀

image

image

Hvad kan vi bruge gummistøvler til?

imageEn måned er gået, her på Fyn hos mine forældre. Sally er vokset fra at være en lille tyk Buddha, siddende i sit legeimperium af ting, til at blive en omkring-rumpende kålorm, der pludselig kan gumpe sig fra A til B, hvis hun anstrenger sig.

Vito har brugt tiden flittigt, men efter at have kastet tre glas itu på terassen, smidt bedstemors og bedstefars udendørs potteplanter i deres havebassin, smadret en standerlampe i gulvet, fyldt sofaen med dejligt blødt sand fra sandkassen, sprøjtet sig med bedstemors velduftende parfumer, pyntet sine øjenbryn med hendes Elisabeth Arden-Mascara, samt genhuset hele havens dræbersnegle-ensemble indenfor i stuens trygge rammer, ja så synes han at mulighederne for underholdning her i bedstemors og bedstefars hus, synger på sidste vers. Noget måtte der gøres, og da bedstemor foreslog en tur til stranden, for at smide sten i vandet, købte han præmissen med det samme.

Afsti-afsted, med både Sally og Vito, regnbukser og gummistøvler, sutter og servietter.

Vand gør noget ved børn – det kan ingen forælder sige sig uenig i – og i løbet af nulkommafem, var Vito fuldt beskæftiget med at smide sten i vandet, mens Sally var mindst lige så beskæftiget med at grave store nævefulde sand op og inspicere dem inde i munden.

image

Lykken blev ikke mindre af at Vito fik øje på en badebro ganske kort derfra, og da han hjulede afsted i sine for store gummistøvler, måtte både bedstemor, Sally og jeg følge trop. For når tropfører Vito har udset sig en destination, kan intet stoppe ham! Hverken bål eller brand, eller mors skrappe tunge, får ham til så meget som at kigge tilbage.

Badebroen var et hit! – Vand til alle sider – hurra….. Det eneste der lige manglede var selvfølgelig stenene, som man skulle smide i vandet. For at fange Vitos opmærksomhed, lagde jeg mig ned på broen, med hovedet udover kanten, og pegede ned i vandet for at få ham til at se de krabber og fisk, som svømmede rundt dernede. Han lagde sig ned ved siden af mig og vi pegede og snakkede om fiskene, der svømmede rundt.

image

Midt i min maleriske fortælling om krabben Ole, der var allergisk overfor sand, opdagede jeg pludselig at Vito ikke længere lå ved min side, og før jeg nåede at vende mig om, fløj der pludselig en gummistøvle hen over hovedet på mig og ud i vandet. To sekunder efter kom endnu én. “Hov, gummidøvle udi vanna”, sagde Vito overrasket bag mig. Og ja, det må man sige han har ret i! Derude flød de – hans to gummistøvler – for langt ude til at nå. For dybt til at vade ud. Vi betragtede dem med lige dele ærgrelse og morskab, indtil de efter ganske få minutter fyldtes med vand og går til bunds som to kuldsejlede optimistjoller. “Nu gummidøvler væk” konstaterer Vito og slår ud med armene.

image

image

Når nu ens gummirøjsere er flyttet hjemmefra for at bo på havets bund, så er der selvfølgelig kun ét at stille op: At gøre de forladte tæer så gummistøvle-attraktive som muligt. Så Vito gjorde efterfølgende et prisværdigt forsøg på at vådte både tæer og bukser, i håbet om at støvlerne skulle fortryde havfærden og flytte hjem igen. Indtil videre har vi dog ikke set dem, så jeg tror vi må regne dem for fortabte…

image

image

 

Still I gotta say…

PD1PD2

I starten af mit og Patricks forhold, sagde han til mig: “haha, vi er blevet kærester, og du har ikke engang hørt mig synge!” Og jeg var sådan lidt – øh – nej, skulle det gøre nogen forskel? Det var først senere jeg erfarede at det der med at synge, det var rent faktisk noget han kunne, så knapperne helt automatisk sprang op i bukserne på de tøser der overhørte det. Det gjorde mig selvfølgelig både stolt og glad, sådan at have min helt private Søren Banjomus, som kunne finde på at ringe op midt om natten og synge Stevie Wonders “I just called to say, I love you”, men ikke desto mindre tog det alligevel fusen totalt på mig, at se ham synge Marilyn for fuld udblæsning på årets sidste Grøn Koncert i Valby, som en del af Lukas Grahams storslåede show. 35.000 festlige lyttere gør et og andet, og selvom jeg hverken lider af sceneskræk eller menneskefobi, tror jeg næppe der var kommet meget andet lyd ud af mine læber, end en nervøs rallen, hvis det var mig der havde stået deroppe.
Lukas show var som en kæmpemæssig katalysator, som en hvirvelvind af lyd og følelser, der tager dig op og fører dig henover pladsen og op på scenen, hvor du, sammen med 35.000 mennesker, flyder ind i det overskud af lykke og energi, som stråler ud deroppe fra. Det var ret vildt!

image

image

Efterfølgende fejrede vi afslutningen af Grøn Koncert på Copenhagen Records, og det blev for mit vedkommende en aften, hvor jeg fik drukket mere alkohol, end hvad jeg har præsteret de seneste to år til sammen. (Nuvel, der skal vidst heller ikke så meget til, eftersom småbørnsmor og ammeindlæg ikke rimer skidemeget på øl og sjusser).
“Er du ikke stolt af mig?” spurgte Patrick, da vi tog en Uber hjem ud på de små timer. Og jo, jeg er megastolt! Men endnu mere spændt, tror jeg, fordi jeg ved en lille smule om hvilke sange han har i støbeskeen, og som bliver udgivet en dag ud i fremtiden. Og jeg kan ikke komme uden om, at jeg virkelig ser frem til at resten af verden også får lov at høre dem – også selvom det skulle betyde at min mand risikerer at få krigsskader fra de mange springende bukserknapper 😀

https://instagram.com/p/5jy0ZVybaD/?tagged=patrickdorgan

 

Har du nogensinde smagt RIGTIG god kaffe?!

image

Jeg er sådan en der drikker instant-kaffe! Det der frysetørrede stads som kan købes i selv den tarveligste døgner. Det gør jeg fordi jeg synes det meste kaffe smager lidt henad hyænestrint og giver en ditto ånde. Husker I ikke de der folkeskolelærere der altid åndede én i nakken så man nærmest fik tårer i øjnene af at trække vejret, mens de stod der og stjal den gode luft med deres kop daggamle sorte kaffesved og balrog-ånde? Pludselig var det langt mere attraktivt at løse de svære matematikstykker på egen hånd, frem for at få hjælp af en velmenende lærer der spredte sin dementor-ånde udover lokalet og efterlod én komplet hvid i hovedet af luftmangel.
Nå – men det er mit kaffe-udgangspunkt!
Og idag skulle jeg så besøge en gammel veninde, der har udviklet sig til en sand kaffeguru. Og når jeg fortæller hende jeg kun drikker instant…. Ja så kigger hun på mig, slår blikket ned og smiler på den der måde, hvor man VED hun tænker: you don’t know nothing! Og det kan hun ganske givet ha ret i.
Nuvel. Sine, som hun hedder, havde besluttet at min kaffesans skulle ha sig en på opleveren. Og det skal jeg da lige love for den fik! Hun fortalte mig, at grunden til at meget (al det kaffe jeg kender) smager brændt og besk, faktisk skyldes at man i tidligere tider, hvor kaffe var en mangelvare, måtte slække på kvaliteten. Overmodne bønner og bønner med insektangreb og deslige, røg med, når der skulle ristes. For at spæde op, kunne man også finde på at blande kaffen op med byg, så prisen kunne holdes nede. Til gengæld var man nødsaget til at riste kaffen meget hårdt, ja brænde den af, faktisk, så man ikke kunne smage de dårlige bær og andet stads, som var blandet i kaffen. Nu er folk så blevet vant til den brændte smag og derfor fortsætter man typisk med at riste kaffen meget hårdt.image
Nuvel, ikke hos Sine – eller Holy Bean, som hendes firma hedder. Jeg fik den lifligste kop kaffe, som rent faktisk smagte af Uuuhhmmmm i steder for Uaaaadr! Faktisk var den så god at jeg slet ikke behøvede at bedøve den med en halv liter mælk, sådan som jeg plejer. Nope, den ku drikkes helt ren og fin, uden smagssløvere som mælk og sukker. Hurra! Min første kop kaffe – som smagte GODT!!!
Tjek Sine og hendes hellige bønner ud her: http://holybean.dk