Hvordan gør man det der tilridning?

brokade2

Der er ofte mange der spørger mig hvordan man egentlig starter, når man får sådan en helt rå 3års ungheste-bums ind fra folden, for at lære den at gå til ridning.

Det vil jeg skrive lidt om her på bloggen.

Udgangspunktet med de unge heste kan være meget forskelligt. Nogle gange har de været meget i hænder fra føl af, og de er måske allerede longetrænet og vant til at stå bundet på staldgangen og få løftet hove osv når de kommer. Andre gange er de som vilde dyr, der sitrer når man rører pelsen, er sky når man vil lægge grime på og forstår knap reglerne for at blive trukket med i et trækketov. Det er klart at den ene type hest er lidt nemmere at gå til end den anden, men fremgangsmåden jeg arbejde ud fra, er stort set altid den samme.

Den første dag tager jeg hesten i ridehuset, bare i en snor. Jeg går med ham, har ham på min højre side og beder ham om at stoppe, for derefter at gå frem igen. Jeg bakker ham også lidt rundt, skifter retning med ham, stadig med mig ved hans venstre skulder. Jeg rører ham på hele kroppen og beder ham flytte sig når jeg berører ham med tryk. Dette gør jeg for ligesom at undersøge hvor jeg har ham henne – tåler han berøring? Accepterer han at jeg flytter på ham, at jeg leder ham, at jeg stopper ham? Det gør de fleste heste ret hurtigt, og ofte får det dem til at slappe meget bedre af, når de føler sig ledt.

brokade3

Jeg gør et stort nummer ud af at være hyggelig for hesten at gå med, her i denne fase. At han mærker at jeg rummer hans usikkerhed og samtidig roligt vejleder ham, så han forstår at han sikkert kan følge mine anvisninger.

Så snart hesten føler sig ok med jeg rører ham og leder ham rundt i ridehuset, så begynder jeg at hoppe lidt op og ned ved siden af ham. Nogle heste bliver bange første gang de oplever det, men det går hurtigt over, når de forstår der ingen skade sker. Bliver han bange, lader jeg ham flytte sig væk fra mig. Jeg tvinger ham aldrig til at stå, men lader ham forstå at han til hver en tid kan komme væk, hvis han føler sig truet. Det er grobund for den tillid jeg ønsker hos ham. At han ikke føler sig under tvang.

Derefter introducerer jeg en skammel/ stol for hesten, og når den er accepteret, så træder jeg op og ned ad skamlen, indtil hesten også accepterer dette. Derfra fortsætter jeg sådan set bare med hopperiet op ad hesten fra skamlen af, og det er oftest tilfældet at jeg er på ryggen af hestene den aller første dag, hvor jeg stadig har dem i grimen. Helt uden dramatik.

Det væsentligste her i denne første fase – og fundamentet for al fremtidig ridning er tillid! Tillid til at intet ondt sker hesten. Kan man få ham til at forstå dette, er det ingen sag at ride til.

Jeg er ofte blevet spurgt om ikke jeg stopper med de farlige tilridninger, nu hvor jeg er blevet mor, men jeg ser dem ikke som specielt farlige. – jo selvfølgelig kan der altid være en hest indimellem, som ikke reagerer normalt og derfor kan blive farlig, men det kan der jo også på de mere redne heste. Hovedårsagen til jeg hopper på hestene uden sadel i første omgang, er netop for ikke at komme til skade. Uden sadel mærker man lynhurtigt om hesten bliver ængstelig, og så hopper jeg prompte af. På den måde tager man presset væk fra hesten, inden det bliver for meget for ham og han begynder at bukke. Skulle hesten en sjælden gang imellem være hurtigere end min afsidningsreaktion, så sker der som regel ikke det store, når man falder af uden sadel – for man hænger ikke fast i nogen stigbøjler og falder af med det samme i stedet for man får den store rodeotur rundt i ridehuset.

Jeg elsker tilridningsarbejdet, for det er et magisk øjeblik, der hvor en hest bærer og accepterer rytter for første gang i sit liv – uden tvang – uden vold, men alene fordi han stoler på at du ikke vil skade ham.

Her kommer en lille video fra en af mine tilridninger. Den er desværre ikke helt ny, for det er sjældent jeg har nogen til at filme, når jeg arbejder i ridehuset 🙂

 

 

 

Nr 6 til DM for juniorer

Sjul2

Anne-Mette og Brandtoftes Sjubell har været på spil igen! Denne gang til DM for juniorer. Deres træningskurve op til stævnet har været formidabel, hvilket ikke mindst kunne ses på sidste weekends storsejr i küren i Malmø. Desværre viste Sjubell sig at være i lidt for god form, for han var ifølge Anne-Mette så glad at han, med ørerne fremme, lige viste lidt ekstra kunster og buk for det fremmødte publikum.

Heldigvis holdt den efterhånden temmelig erfarne chauffør hovedet koldt og fik redet den kække hest fornuftigt igennem programmerne. Selvom de tabte nogle dyre point undervejs, grundet Sjubells lidt for store overskud, rakte deres procenter alligevel til en samlet 6. plads i det skrappe felt!

Sjubell er stadig ung og Anne-Mette og han har kun arbejdet sammen i forholdsvis kort tid, så deres målsætning var at ride med i A-finalen og blive blandt de 10 bedste. Det må man i den grad sige de indfriede. Og havde Hr. Pelle (som Anne-Mette kalder ham) nu valgt at iklæde sig sin stævnehabbit den pågældende weekend frem for fest-og-ballade-skørtet,  så tror jeg de kunne have haft en hov i medaljerækken.

De har heldigvis årene for sig, og jeg glæder mig til at se hvad de kan udrette fremover.

sjul4

Sjul3

 

SEEEEEE EN FIR-VEN!

image

I lørdags pakkede familien Dorgan/Søndergaard syd-bleerne og kørte til sommerhuset i Holbæk. Her gav Vito den op for de mange græshopper, der sang i græsset, men da de utilregnelige cikader hele tiden hoppede fra ham, besluttede Den Gamle Biologilærerinde at han måtte have et jagtkursus ud i “insekter og andet spændende kryb!”.  “Fat din spand, Vito, og sko på, for nu skal vi på jagt”. Med et beslutsomt drag om munden og et fast greb i den solblegede, orange plastikspand, efterlod vi far og Sally derhjemme og vandrede ud over vidderne i den forladte og vildtvoksende nabohave, for at opstøve passende kryb til vores mission.
Vi havde ikke gået længe, før vi fik øje på et habitat, som meget vel kunne udløse den store gevinst hvad angår snegle,tusindben og stankelbenede edderkopper; nemlig en gammel rådden træstub – nice!!
“Shhhhhhh – nu gælder det om at være stille, så vi ikke skræmmer bænkebiderne væk”, sagde den Den Gamle Biologilærerinde”. Vito gjorde store øjne, men var lydløs som en goppel. Det rådne træ var blødt, gennemhullet af tidens tand og de mange insekter, der havde valgt stubben som tilhørssted de seneste 10 år. Biologilærerinden tog et fast tag i træet og rev en anseelig luns af stubben, og straks piblede det frem med store sorte myrer, tigerstribede skovsnegle og fede hvide larver, der klodset forsøgte at orme sig væk fra det pludselige sollys, som strømmede ned i insektboet. “Wiiiiiiiiihhhhhhn”, skreg Vito af ren fryd over synet. Og akkurat lige så ekstatisk blev Den Gamle Biologilærerinde, da hun mellem kryb og kravl, spottede intet mindre end et spillevende firben, som havde kilet sig ned i det bløde træ. Nu gjaldt det om at tænke hurtigt. “Giv mor spanden, Vito – nu”, hvislede Biologilærerinden anspændt ud mellem fortænderne, og med blikket stift rettet mod reptilen. Vito, som havde for vane kun at tage mod ordre fra sig selv,  forstod straks sagens alvor og afleverede andægtigt sin lille plastikspand, mens han med åben mund og store øjne gloede på sit livs første firben. I et rutineret snuptag, blev den lille øgle vippet ned i spanden, og stor var glæden hos både Den Store og Den Lille Fanger, da kalorius var velbjærget og lyste op – mørk og eksotisk, mod den orange plastikbund. Og så kunne det ikke gå hurtigt nok med at komme hjem. Vito forrest med spanden hævet i triumf foran sig gennem det lange græs. “Seeeeee faaaaar, en fir-ven!!!” Og far, som ikke helt kan bryste sig af den samme entusiasme for kryb og kravl, som Firbenefangerne, udstødte alligevel et imponerende “Hvad fanden, har I fanget et firben, det er da løgn!”, hvilket må siges at være i den absolut positive ende af, hvad man kunne forvente af tilkendegivelser fra den front, når det drejer sig om dyr der er mindre end en fuldvoksen labrador.

image

Sally viste omtrent ingen interesse for jagttrofæet; hun havde nemlig selv jagtet en tallerken blåbær ned, og sad og eftersuttede fingre og tæer, som eftertrykkeligt bar præg af en dramatisk nedslagtning af de violette slubberter.

image

image

Vito kiggede intenst på sin nye firven. Og firvennen kiggede intenst på den mastodont af et drengebarn, der stod bøjet over spanden, som den var fanget i. Og efter at Den Gamle biologilærerinde havde afvist Den Lille Fangers forslag omkring at sætte Firvennen ud i havens badebassin, blev de enige om at lukke ham ud under terrassens brædder, så han kunne få sin frihed igen. “Nu er firven væk”, sagde Vito observant, da den lille spirevip forsvandt mellem revnerne i træet. Og ja, det var jo lige præcis hvad den var!

image

Vi sveder men vi har det godt!

image

Tre gode rideture idag! Føler mig simpelthen så heldig at have så fine kvalitetsheste at ride rundt på til daglig. Det er næsten som en sauna at ride rundt i ridehuset i den her hede. Jeg rider som oftest alene, hvilket er godt for koncentrationen, men lidt kedeligt set med de sociale briller på. Men får man en fed tur, vejer det som regel op for det lidt ensomme aspekt i at ride alene.
På det øverste billede herover ser I en skøn 6 års vallak efter Tailormade Temptation. Han er noget af det flinkeste, og så ligner han en rigtig barbiehest. Herunder ses først 6 årige Armani efter Aljano/Cor De La Bryere. Armani har lige lært at bytte, og det klarer han bare til UG! Det sidste foto viser 4 årige Hunger Games Firfod efter Sunny boy/Michellino. Han er stadig ung og grøn, men galoperer simpelthen så utrolig godt, at man næsten altid lister sig til en ekstra runde i galop, bare for liiiige at være sikker på at den er god nok – han galoperer fantastisk!
image

image

Tilhører du gentleman-årgangen?

imageI onsdags var jeg inviteret med til en fest af en lidt særlig karakter. Eller dvs, Patrick var inviteret med, og jeg var lidt med som den fes-lunkne kop kaffe, man lige drikker fordi den alligevel er der og ikke skal efterlades. Nuvel. Festen var tænkt som et slags meet ‘nd greet mellem forskellige generationer. Deltagerne kunne i grove træk opdeles i to grupper:  Den unge generation af mandlige musikere eller andre selfmade verdensmænd, og den ældre generation af selvgjorte verdensmænd inden for forskellige brancher. Jeg havde måske på forhånd været en smule spændt og nervøs omkring hvordan jeg skulle tackle aftenen, vel vidende at jeg hverken er noget ved musikken eller nogen (verdens)mand.

Alting var utrolig velarrangeret, og dermed var der også arrangeret transport til og fra festen. Vi skulle mødes på Hovedbanen, hvor vi blev samlet op af et opsigtsvækkende veterankøretøj, funklende bordeauxrød og med åben vogn, så man i bedste Grace Kelly-stil, havde første parket til både sol og vind og aftenens mange lange blikke fra de forbipasserende bilister.

image

image

Se nu fik jeg vidst allerede tidligt nævnt at jeg gik og var lidt smånervøs for hvordan denne her aften nu skulle spænde af for sådan en som mig, der hverken har skrevet nogen store hits for nyligt eller opfundet elkedlen eller glasset på stilk. Men jeg skal da ellers love for at min nervøsitet blev gjort til skamme! Og her taler jeg om en faktor, jeg fuldstændig havde overset; nemlig at næsten halvdelen af selskabet bestod af ældre herrer fra Gentlemanårgangene! I ved, dem, som diskret holder stolen for en, fylder ens glas op, henter tæpper hvis man fryser (uden man har sagt noget om det) og i det hele taget faktisk bare både SER og LYTTER på den der måde så man virkelig føler sig i godt selskab. Se det er verdensklasse i min optik! Og jeg må indrømme, at jeg i min lidt anspændte tilstand, var var easy prey for enhver distingveret herre, som gav mig et fast håndtryk og smilede helt op til øjnene.

En af de belevne herrer stod for et af aftenens hyggeligste indslag, nemlig at tegne alle gæsterne. Med sikker og hurtig streg, fangede han alle gæsterne i hver deres karikaturtegning på et hvidt stykke papir. I kan se min herunder.

image

 

Kort før vi skulle bryde op, spurgte en af  gæsterne mig: “Kan De gætte hvor gammel jeg er? Jeg er 1000 måneder”. Og jeg har efterfølgende tænkt ved mig selv; måske er det derfor de er så Sørens charmerende, de ældre gentlemen; fordi de har øvet sig i mange mange år!