Still I gotta say...

Hvad kan vi bruge gummistøvler til?

imageEn måned er gået, her på Fyn hos mine forældre. Sally er vokset fra at være en lille tyk Buddha, siddende i sit legeimperium af ting, til at blive en omkring-rumpende kålorm, der pludselig kan gumpe sig fra A til B, hvis hun anstrenger sig.

Vito har brugt tiden flittigt, men efter at have kastet tre glas itu på terassen, smidt bedstemors og bedstefars udendørs potteplanter i deres havebassin, smadret en standerlampe i gulvet, fyldt sofaen med dejligt blødt sand fra sandkassen, sprøjtet sig med bedstemors velduftende parfumer, pyntet sine øjenbryn med hendes Elisabeth Arden-Mascara, samt genhuset hele havens dræbersnegle-ensemble indenfor i stuens trygge rammer, ja så synes han at mulighederne for underholdning her i bedstemors og bedstefars hus, synger på sidste vers. Noget måtte der gøres, og da bedstemor foreslog en tur til stranden, for at smide sten i vandet, købte han præmissen med det samme.

Afsti-afsted, med både Sally og Vito, regnbukser og gummistøvler, sutter og servietter.

Vand gør noget ved børn – det kan ingen forælder sige sig uenig i – og i løbet af nulkommafem, var Vito fuldt beskæftiget med at smide sten i vandet, mens Sally var mindst lige så beskæftiget med at grave store nævefulde sand op og inspicere dem inde i munden.

image

Lykken blev ikke mindre af at Vito fik øje på en badebro ganske kort derfra, og da han hjulede afsted i sine for store gummistøvler, måtte både bedstemor, Sally og jeg følge trop. For når tropfører Vito har udset sig en destination, kan intet stoppe ham! Hverken bål eller brand, eller mors skrappe tunge, får ham til så meget som at kigge tilbage.

Badebroen var et hit! – Vand til alle sider – hurra….. Det eneste der lige manglede var selvfølgelig stenene, som man skulle smide i vandet. For at fange Vitos opmærksomhed, lagde jeg mig ned på broen, med hovedet udover kanten, og pegede ned i vandet for at få ham til at se de krabber og fisk, som svømmede rundt dernede. Han lagde sig ned ved siden af mig og vi pegede og snakkede om fiskene, der svømmede rundt.

image

Midt i min maleriske fortælling om krabben Ole, der var allergisk overfor sand, opdagede jeg pludselig at Vito ikke længere lå ved min side, og før jeg nåede at vende mig om, fløj der pludselig en gummistøvle hen over hovedet på mig og ud i vandet. To sekunder efter kom endnu én. “Hov, gummidøvle udi vanna”, sagde Vito overrasket bag mig. Og ja, det må man sige han har ret i! Derude flød de – hans to gummistøvler – for langt ude til at nå. For dybt til at vade ud. Vi betragtede dem med lige dele ærgrelse og morskab, indtil de efter ganske få minutter fyldtes med vand og går til bunds som to kuldsejlede optimistjoller. “Nu gummidøvler væk” konstaterer Vito og slår ud med armene.

image

image

Når nu ens gummirøjsere er flyttet hjemmefra for at bo på havets bund, så er der selvfølgelig kun ét at stille op: At gøre de forladte tæer så gummistøvle-attraktive som muligt. Så Vito gjorde efterfølgende et prisværdigt forsøg på at vådte både tæer og bukser, i håbet om at støvlerne skulle fortryde havfærden og flytte hjem igen. Indtil videre har vi dog ikke set dem, så jeg tror vi må regne dem for fortabte…

image

image

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Still I gotta say...