Vi sveder men vi har det godt!

SEEEEEE EN FIR-VEN!

image

I lørdags pakkede familien Dorgan/Søndergaard syd-bleerne og kørte til sommerhuset i Holbæk. Her gav Vito den op for de mange græshopper, der sang i græsset, men da de utilregnelige cikader hele tiden hoppede fra ham, besluttede Den Gamle Biologilærerinde at han måtte have et jagtkursus ud i “insekter og andet spændende kryb!”.  “Fat din spand, Vito, og sko på, for nu skal vi på jagt”. Med et beslutsomt drag om munden og et fast greb i den solblegede, orange plastikspand, efterlod vi far og Sally derhjemme og vandrede ud over vidderne i den forladte og vildtvoksende nabohave, for at opstøve passende kryb til vores mission.
Vi havde ikke gået længe, før vi fik øje på et habitat, som meget vel kunne udløse den store gevinst hvad angår snegle,tusindben og stankelbenede edderkopper; nemlig en gammel rådden træstub – nice!!
“Shhhhhhh – nu gælder det om at være stille, så vi ikke skræmmer bænkebiderne væk”, sagde den Den Gamle Biologilærerinde”. Vito gjorde store øjne, men var lydløs som en goppel. Det rådne træ var blødt, gennemhullet af tidens tand og de mange insekter, der havde valgt stubben som tilhørssted de seneste 10 år. Biologilærerinden tog et fast tag i træet og rev en anseelig luns af stubben, og straks piblede det frem med store sorte myrer, tigerstribede skovsnegle og fede hvide larver, der klodset forsøgte at orme sig væk fra det pludselige sollys, som strømmede ned i insektboet. “Wiiiiiiiiihhhhhhn”, skreg Vito af ren fryd over synet. Og akkurat lige så ekstatisk blev Den Gamle Biologilærerinde, da hun mellem kryb og kravl, spottede intet mindre end et spillevende firben, som havde kilet sig ned i det bløde træ. Nu gjaldt det om at tænke hurtigt. “Giv mor spanden, Vito – nu”, hvislede Biologilærerinden anspændt ud mellem fortænderne, og med blikket stift rettet mod reptilen. Vito, som havde for vane kun at tage mod ordre fra sig selv,  forstod straks sagens alvor og afleverede andægtigt sin lille plastikspand, mens han med åben mund og store øjne gloede på sit livs første firben. I et rutineret snuptag, blev den lille øgle vippet ned i spanden, og stor var glæden hos både Den Store og Den Lille Fanger, da kalorius var velbjærget og lyste op – mørk og eksotisk, mod den orange plastikbund. Og så kunne det ikke gå hurtigt nok med at komme hjem. Vito forrest med spanden hævet i triumf foran sig gennem det lange græs. “Seeeeee faaaaar, en fir-ven!!!” Og far, som ikke helt kan bryste sig af den samme entusiasme for kryb og kravl, som Firbenefangerne, udstødte alligevel et imponerende “Hvad fanden, har I fanget et firben, det er da løgn!”, hvilket må siges at være i den absolut positive ende af, hvad man kunne forvente af tilkendegivelser fra den front, når det drejer sig om dyr der er mindre end en fuldvoksen labrador.

image

Sally viste omtrent ingen interesse for jagttrofæet; hun havde nemlig selv jagtet en tallerken blåbær ned, og sad og eftersuttede fingre og tæer, som eftertrykkeligt bar præg af en dramatisk nedslagtning af de violette slubberter.

image

image

Vito kiggede intenst på sin nye firven. Og firvennen kiggede intenst på den mastodont af et drengebarn, der stod bøjet over spanden, som den var fanget i. Og efter at Den Gamle biologilærerinde havde afvist Den Lille Fangers forslag omkring at sætte Firvennen ud i havens badebassin, blev de enige om at lukke ham ud under terrassens brædder, så han kunne få sin frihed igen. “Nu er firven væk”, sagde Vito observant, da den lille spirevip forsvandt mellem revnerne i træet. Og ja, det var jo lige præcis hvad den var!

image

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Vi sveder men vi har det godt!