Hinandens modsætninger?

Valhallas Zorro til UVM i Verden!

zor1

Der var engang, for omtrent to-et-halvt år siden, at Copenhorses* drog til Stutteri Valhalla*, for at inspicere en welsh cob-hingst de havde gående på en mark, som de mente havde noget helt særligt.

ZZ5

Vi fandt ham i stalden, kulsort og smuk, som en pony i et eventyr. Det tegnede godt, rigtig godt. Hvis nu bare vi var så heldige, at den også kunne bevæge sig, så var det her slet ikke tosset. Og bevæge sig – det kunne den! Ud på marken kom den, og da Zorro satte af i ekspressiv trav udover jorderne, med åbne næsebor og halen højt løftet, skulle man blot kaste et stjålent blik på ejer og avler Carl Trock, for at vide, at her var der tale om noget helt særligt. Allerede dengang var Valhallas Zorro værd at være særlig stolt af.

ZZ4

Zorro var ikke sådan at slå ud af hovedet igen, og da vi fremlagde forslaget til Carl og Karen Trock, om at starte et samarbejde med Copenhorses og lade Zorro træde ind i dressursporten for at gøre karriere der, var de heldigvis modige nok til at sige ja!

Det betød starten på et rigtig spændende samarbejde, og vi hentede 4 årige Zorro hjem kort efter og begyndte hans tilridning.

ZZ3

Zorro var klog. Zorro var talentfuld. Zorro var en kommende stjerne! Og efter et lille års ridning hos os, var han klar til at finde sin fremtidige ponyrytter. Det skulle bestemt ikke være hvem som helst – men en der kunne matche det guld han indeholdt, og som kunne hjælpe med at bringe det frem i lyset.

Der var mange der gerne ville ride ham – mange der mente de havde hvad der skulle til for at føre ham frem. Men ingen af dem der henvendte sig, var netop den rytter vi ledte efter. Lige indtil Anne-Mette dukkede op! Anne-Mette Lyager hoppede på ryggen af Zorro og red ham som om hun selv havde designet ham. Det var intet mindre end en fornøjelse at se på – og et match var skabt.

ZZ2

Anne-Mette tog opgaven alvorligt og gik til biddet med stor ydmyghed.

I løbet af månederne der gik, tog ekvipagen fart, og red sig til en masse imponerende resultater, hvor procenterne til tider var tættere på 80% end 70%. Mange flotte meritter red de hjem, på trods af Zorros unge alder, blandt andet vandt de Guld til DM for hold (Valhallas Zorro 5 år). De blev ligeledes suveræne vindere af DSP- Championat for 5 års dressurponyer.

For kun få måneder siden debuterede de på de internationale baner i Frankrig, hvor de holdt deres høje niveau og red flotte placeringer hjem.

 

Anne-Mette og Valhallas Zorro til UVM i Verden!

Alle disse mange resultater og meritter har bragt Anne-Mette Lyager og Valhallas Zorro op på et niveau hvor kun ganske få ekvipager befinder sig, når det drejer sig om unge ponyer. Det betyder at de idag har fået starttilladelse til Det Uofficielle Verdensmesterskab for 6 års ponyer i Verden! Som den eneste pony i Danmark! – Se det synes vi er ualmindeligt flot gået! Og noget af det største man kan opnå på en pony på 6 år.

Vi hos Copenhorses er MEGA stolte! Og vi vil gerne sige et kæmpe stort tillykke til hele holdet omkring Zorro – Både med-ejer og avlere Karen Olsen og Carl Trock, samt super-rytteren Anne-Mette Lyager og ikke mindst hendes groom/chauffør/sponsor og største støtte mor-Karina 😀

Vi glæder os helt vildt!!!

ZZ1

 

* Copenhorses: Dressurstald ved Taastrup drevet af Angelika Nallino og Anne Kirstine Søndergaard

* Stutteri Valhalla: Welsh Cob stutteri ved Kalundborg drevet af Karen Olsen og Carl Trock

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hinandens modsætninger?