Hestebranchen er lyserød og lugter af lort
I min tid som virksomhedsejer her hos Rockthepony, er jeg mange gange blevet kontaktet af unge, håbefulde og hesteelskende piger, der drømmer om at kunne gøre heste til deres levevej. “Hej Anne, jeg vil gerne være professionel hestetræner, kan du give mig nogle tips til hvordan man lige gør?”
Heste er et fascinerende dyr, og det er ikke svært at lade sig charmere og svømme hen i diffuse drømme om en dagligdag omgivet af bløde muler, fantastiske rideture og bugtende grønne folde, med Texas ranch-hegn så langt øjet rækker. Tro mig, den våde drøm har jeg også haft det meste af min ungdom! Men at gøre sig i hesteverdenen og få vendt skuden fra at bruge umenneskeligt store summer på de firbenede kræ – til faktisk at tjene et par kroner på omgangen med selv samme – det er ikke for magelige typer.
Så på opfordring fra en god veninde – hvis datter manglede lidt nuancer i hestelivets realiteter, kommer her et kærligt, men ærligt skriv om hvad det kræver, hvis du drømmer om at tjene dine penge i et par ridestøvler – og hvorfor man som medarbejder i en hestevirksomhed ikke har råd til mandagssnue, tirsdagsblærebetændelse eller fredagssløvsind.
Kære måske fremtidige kollega 🙂 .
Jeg vil gerne dele en forretningshemmelighed med dig.
Hestebranchen er ubarmhjertig. Eat or get eaten! Man skal knokle sig til at få en plads i solen – og være mere end normalt flittig og tykhudet, hvis man rent faktisk skal lykkes med at drive det professionelt som en levevej. De gængse samfundsregler synes ophævet i denne verden,hvor sandsynligheden for tilskadekomst er stor, men sikkerhedsnettet er ikke eksisterende. Din seneste hest – hvor svær den end måtte være – afspejler din succes og en enkelt uligevægtig kunde, kan ødelægge dit ry og rygte så gevaldigt, at du i værste fald må lukke og slukke, hvis ikke du er velpolstret økonomisk og kan tåle manglende kundeflow. Dine kollegaer holder kortene tæt til kroppen og ingen deler noget af værdi med hinanden – du må selv opfinde konceptet og konstant forbedre dine evner, både inden for ridning, marketing og kundekontakt. Og brænder du sammen en onsdag eftermiddag, fordi et vandrør sprang og transformerede stalden om til Lalandia for heste, din venstre fod er tyk som en fastelavnsbolle, efter den blev brugt som trampolinpude af en fortravlet pony, og dine 6 lag tøj er gennemblødt af en ukuelig slagregn, der har pisket ned siden du trådte ud ad din hoveddør – så er det vigtigt at huske, at Netflix under dynen ikke hjælper en skid – og at der er en ny dag i morgen, som kræver at du er præcis lige så toptunet og i hopla som altid. For i hestebranchen kan man ikke bare låse af til varelageret og lade det passe sig selv, indtil man igen føler sig klar til at tage udfordringen op.
Alle som arbejder professionelt med heste (og ikke har købt sig til det) ved at du skal kunne tage nogle tørre tæsk – gentagende gange – og kunne rejse dig igen, selv fra de mest umulige situationer. Ellers holder man bare ikke en eftermiddag. Det er den stiltiende viden der findes blandt self made ryttere, som har formået at skabe en forretning på heste. Vi ved, når vi mødes rundt omkring i staldene eller på ridebanerne, at vi står overfor en person der har slidt, grædt, kæmpet og bidt tænderne sammen i en kaskade af snot og tårer og brækkede knogler, akkurat som man selv har, fordi man bare VILLE lykkes med det. Vi ved også, at hver dag er en ny udfordring, hvor udfaldet både kan være rigtig godt, men potentielt set også rummer risikoen for en fatal skade, vejrforhold der umuliggør dit foretagende, syge heste eller andre temmelig katastrofale ting, som kan sætte din virksomhed, dit helbred eller din arbejdsglæde til tælling. Så hver dag kræver dit fulde potentiale og dit fulde tilstedevær.
Samtidig har du brug for et hold omkring dig som du kan regne 150% med. Du har brug for mennesker, som bærer samme latterligt nørdede engagement for heste, som du selv. Mennesker, der er lige så absurd dedikerede til det, som du selv er. For når man inviterer nogen ind i sit team, så gør man sig afhængig af dem. Man er afhængig af at de yder som man selv gør. Skal man ud og klatre på bjerge, så skal man være helt sikker på at personen i rebet over en selv, har styr på sine ting – kan trække dig op, hvis uheldet skulle være ude og du falder. På samme måde i en hestevirksomhed. Er du en del af teamet, så skal du være for real. Både i regn og blæst, når man har ondt i hovedet eller har en off-dag, så skal man forstå at man er tæt på u-undværlig. Er man ustabil, så er det bedre for teamet ikke at regne med man er der. “Posten skal frem, uanset vejret”, som vi siger på landet. Det samme gælder for jobbet med heste. Du må eje et æsels stædighed og en kamels udholdenhed, selv i meget vanskelige situationer. Og den slags medarbejdere – de er sværere at finde end en katteloppe på en ridebane.
Er du der endnu? Er du slet ikke skræmt væk? Har du ikke følt ubehaget ved tanken om de lange kolde aftener, hvor du med stivfrosne fingre og ellevetaller under næsen, humper rundt i et aparte gangmønster, grundet de våde sokker og vablerne på dine hæle, efter alt for mange timer med ridestøvler på, for at fodre staldens heste; med kindposerne fulde af en håndfuld engang friske fodergulerødder, der udgør omtrent alt hvad du har nået at spise den dag. Hvis du stadig tænker: Hell Yeah – det er min fremtid det der – og jeg GLÆDER mig. – Ja så siger jeg velkommen til branchen – stedet hvor du poster de smukkeste feed på instagram, men skal mønstre en jægersoldats udholdenhed og en jubelidiots hang til optimisme, selv når jorden ryster. Vi ses derude! 😀
Hvorfor du skal bruge telefonsælgertricket når du træner din hest
Kender I det…. telefonen ringer, du tager den, og i den anden ende er en person du ikke kender, der som det allerførste stiller dig et helt elementært spørgsmål du simpelthen ikke kan svare andet end ja til? Eksempelvis: Hej, Anne, det er Markus, jeg skal lige høre dig om du går op i at dyr ikke skal lide? (Hvem kan svare nej til dette?) Eller: Hej Anne, det er Markus, jeg skal høre dig om du sætter pris på en billig telefonregning? – Find selv på flere eksempler. Som I nok har gættet, er pointen her, at den rutinerede sælger ved, at får han dig først til at sige ja, så har han allerede brudt den første barriere ned imellem Jer, og du er mere villig til at høre hvad han har at sige og eventuelt indgå en aftale med ham. Derfor spørger han dig strategisk smart om noget, som du med sikkerhed kan svare ja til, og derefter vil han med små manipulationer rykke dig bid for bid gennem samtalen, indtil du er i nettet og har købt hans produkt.
Samme strategi gør sig aldeles glimrende når vi taler træning af hesten. Akkurat ligesom du, som udgangspunkt, ingen intentioner har om at købe noget som helst af en tilfældig telefonsælger, har hesten ingen intention eller motivation for at skulle udføre en given opgave du stiller den. Men formår du at bryde opgaven ned i små delelementer, som lige præcis er overkommelige og overskuelige nok for hesten til at kunne forstå og eksekvere, så har du allerede ført ham ind på den sti du ønsker: Nemlig at han skal udføre de opgaver du har til ham – uanset om det drejer sig om trailerlæsning, tilridning, udførelse af en given øvelse eller andre opgaver vi nu kan finde på, relateret til vores kære heste.
Sagt på en simpel, men forståelig måde, kan man udtrykke det således:
Stil aldrig hesten en opgave den ikke kan løse. – Men sørg til gengæld altid for at den løser den opgave du stiller!
Et eksempel:
En kunde kommer til mig med en hest der ikke vil have rytter på ryggen. – Den bukker og spræller som en kakerlak.
For at kunne gribe en sådan opgave rigtigt an, må man starte med at stille hesten en opgave den kan løse. – Jf telefonsælgertricket: Bed hesten følge dig i en snor. Bak den i snoren. Flyt den rundt om dig i en lille cirkel i skridt. Rør den over hele kroppen. Løser hesten disse opgaver tilfredsstillende, så har du allerede fået en masse “ja’er”, og så er du igang med den værdifulde kommunikation, der senere skal give dig adgang til at ride på den.
Hver gang du præsenterer hesten for en ny opgave, er det vigtigt du er meget opmærksom på hans signaler. Bliver han stresset? Forstår han hvad du beder om? Er han i stand til at udføre opgaven, eller har du bedt om for meget? Jo dygtigere du er til at aflæse din hest, jo hurtigere vil han flytte sig mod målet. Formår du at være en dygtig telefonsælger, der rykker hestens grænser bid for bid, ved at bruge mottoet “stil aldrig hesten en opgave den ikke kan løse, men sørg altid for at den løser den opgave du stiller”, vil du opdage at du pludselig bliver i stand til at udvikle og træne din hest på en konstruktiv og respektfuld måde. Rigtig god fornøjelse 🙂
https://youtube.com/shorts/SslAb00QQz8?feature=share
Tanker omkring tilridning og træning af ungheste
Gennem mine år som rytter og særligt tilriderske, har jeg fået mange såkaldt fallerede heste ind, som var dømt ude som rideheste, grundet deres ringe evne til at beholde rytteren i sadlen. Heste som på den ene eller anden måde er blevet kategoriseret som farlige, utilregnelige eller “en af dem” efter xx hingst og derfor umulig.Jeg tilred min første hest, da jeg som 16-årig faldt for ponygrænsen, og siden hen er det blevet til rigtig, rigtig mange tilridninger! I starten havde jeg meget lidt begreb om hvad jeg foretog mig og hvorfor, men som årene gik, og jeg havde deltaget i et utal at såkaldte traditionelle tilridninger i diverse salgs og træningsstalde, fik jeg mere og mere forståelse for hvad det egentlig var jeg foretog mig. Jeg blev også mere bevidst omkring det overgreb, som ofte fandt sted i forhold til den pågældende hest, der blev “trænet”. Noget der sendte mig hjem med en knude i maven og bitter smag i munden. Knuden i maven fordi jeg frygtede for liv og lemmer, når jeg dagen efter igen, som levende kanonkugle, skulle bestige et vilddyr med rullende øjne og kapacitet til at katapultere mig tværs gennem ridehustaget. Den bitre smag i munden, fordi det føltes forkert at tvinge noget nedover et dyr, som på alle tænkelige måder fortalte, at den ikke brød sig om foretagendet.Jeg kørte hjem med hovedet fuld af tanker omkring hvordan man kunne gøre tilridningsprocessen mere enkel – mindre farlig for hesten (og rytteren)? Hvordan kunne man bryde træningen ned i mindre delelementer, som ville være lettere for hesten at forstå og acceptere? – Præcis som vi gør med dressurøvelserne. Jeg begyndte at tænke delelementer for sig – dvs tilvænning til sadel for sig – tilvænning til rytter for sig. Jeg fik også tanker omkring hvordan man kunne gøre tilvænningen til rytter mere lempelig, så hesten ikke, fra den ene dag til den anden, skulle acceptere at nu skulle den altså bære rytter og så i øvrigt se at komme derudaf. Jeg oplevede at mange heste fik tricket deres angst af mange forskellige ting. – For den ene kunne det være bøjlerne der hang fra sadlen, for den anden kunne det være at få øje på rytteren, som sad på ryggen, for en tredje kunne det være rytterens vægt eller schenkler. Jeg begyndte derfor at arbejde med delelementerne i tilridningsprocessen. Dvs alle de ting, som hesten potentielt kunne blive bange for, brød jeg ned til små øvelser, som jeg eksponerede hestene for i mindre doser. Jeg begyndte at hoppe op på hesten uden sadel – for på den måde bedre at kunne skelne hvad hesten var ok med og hvad den var bekymret for. At hoppe op på den bare hesteryg, gav mig et meget klarere billede af spændinger og sammentrækninger i huden, der kunne indikere angst. Det blev også langt nemmere for mig at kunne glide hurtigt af, hvis hesten følte sig udfordret af min tilstedeværelse. Samtidig blev jeg bedre og bedre til at læse den enkelte hest: Hvornår signalerede den, at den følte sig presset? Kunne jeg nå at aflæse det inden den eventuelt satte i bukkespring? Hvilke signaler kom forud? (For jo – der er altid signaler forud). Jeg blev bedre til at lytte. Ret god, faktisk. Og jo bedre jeg var til at læse hestene, jo tryggere følte de sig ved de ting jeg eksponerede dem for, idet jeg på den måde kunne arbejde med dem uden at overskride deres grænser. Og netop dette; at acceptere de grænser hestene satte, gjorde at jeg lige pludselig kunne flytte dem – enormt. Akkurat som med mennesker, opstår tillid nemlig til dem som vi føler, der ser os, forstår os og passer på os. Sådan er det sjovt nok også med heste.
Som tiden er gået, har jeg haft ekstremt mange heste gennem hænderne – og særligt mange af dem som folk synes er vanskelige på den ene eller anden måde. – Og selvfølgelig findes der heste som er sværere at træne end andre. Men det skyldes som oftest at de har en masse dårlige oplevelser med sig. Langt de fleste heste er super trænbare, hvis de ikke har oplevet noget grimt og i øvrigt er sunde og raske. Det er bare ekstremt vigtigt at vi lytter til dem fra første dag og tilpasser træningen til dem – og ikke omvendt. Alle heste passer nemlig ikke ind i samme system og tidsramme. – Og det værste man kan gøre, er at lægge et tidspres på dem, for rykker man videre i processen inden hesten er klar, får man akkurat samme resultat som et hus, der bygges uden et ordentligt fundament: Noget makværk!Ser vi på børns evne til at tilegne sig ny viden, viser al forskning også, at glade og trygge børn lærer langt hurtigere og bedre end børn der er bekymrede og usikre. Det er ikke en dyt anderledes, når det drejer sig om heste. Det er bare som om vi indimellem næsten har glemt det, i vores bestræbelser på at klargøre hesten “hurtigt nok”. Vi orker ikke at bruge tid på de små usynlige ting, som det grundlæggende tillidsarbejde ofte er. Måske er det for kedsommeligt – måske er det for tidskrævende. Men en ting er sikkert – springer vi det over, så risikerer vi at lægge de første og vigtige sten i hestens ridekarriere på en måde, som er komplet umuligt at bygge noget konstruktivt ovenpå. Så måske er det på tide vi gen-tænker den måde vi traditionelt set tilrider heste på? Det tror jeg det er. 🙂
Queen of hyperflexion
Respekt og anerkendelse af andres holdninger og overbevisninger er noget vi dagligt udfordres i. Særligt i denne coronatid, hvor vandene hurtigt deles og en skarp holdning til covid19-temaet kan gøre dig umådelig upopulær, selv hos din bedste ven eller familie. Også i hesteverdenen udfordres vi, når et budskab eller en holdning offentliggøres, som vi ikke er enige i eller direkte tager afstand fra. Og hvordan håndterer man så den sag? Et nemt spørgsmål at besvare, men ganske svært at udføre i praksis, når følelserne løber af med os.
For nyligt blev jeg selv hængt ud på de sociale medier. Hestemagasinet Malgre Tout havde spurgt om jeg ville deltage i et interview, hvilket jeg havde sagt ja til. Interviewet blev blandt andet delt på deres facebookside, der jo som bekendt er åbent for kommentarer fra hvem der måtte have lyst til at kommentere. Det var et ganske harmløst interview, omhandlende mine erfaringer med det forgange år, samt ønsker og forventninger til det nye. Intet kontroversielt stof, men vel det man kan kalde agurketidsindhold :-). Alligevel endte artiklen med et ganske langt kommentarspor, der udsprang fra den moraliserende bemærkning: “Queen of hyperflexion, hvilket jeg formoder var en hentydning til min måde at ride heste på. Ejermanden af kommentareren har jeg tidligere udvekslet holdninger med, og første gang det skete, havde jeg en tossegod tro på at vi begge havde samme ønske: At opnå større forståelse og indsigt i både andres arbejde, men også at delagtiggøre modparten i måden at forstå (heste)verdenen på. Efter utallige krumspring og forsøg på at forklare og belyse træning af heste, set ud fra mit perspektiv, gav jeg fortabt. Vi spillede ikke efter samme regler, og mit ønske om en konstruktiv debat visnede hen i det der må betegnes som slet skjult chikane.
At blive hængt ud på nettet er aldrig en rar følelse, og efter at have overvejet om jeg igen skulle tage til genmæle på en lidt stupid kommentar fra en person, der dybest set ikke var interesseret i dialogen, besluttede jeg at min tid var langt bedre brugt på – så sagligt og gennemsigtigt som muligt, at hejse et flag der bekender præcis hvordan jeg ser og forstår det prekære emne “bag lod”, set i den kontekst jeg støder på det til daglig, nemlig i træningen af de helt unge heste. På den måde kan alle dem, der skulle fatte interesse for min holdning til emnet, få en forklaring fra hestens egen mund, om man så kan sige. Ok – here we go, og hold nu godt fast (og bliv ikke træt på halvvejen) 🙂
At gå i lod:
At en hest går lod, betyder i al sin enkelthed, at næseryggen på hesten placerer sig i lodret plan. Går hesten under lod, placerer næseryggen sig under lodret plan. I fordringerne for dressur, står der, at man ønsker hestens næseryg i lodret plan eller alternativt en smule foran lod. Det er det optimale billede. Ligeså findes der optimale beskrivelser af hvordan samlingsgraden skal være på specifikke niveauer, hvordan den optimale versade skal se ud, den optimale travers, pirouette osv. Kort sagt: Dressur er en konserverende disciplin, som har et facit for korrekthed, som alle os dressurryttere utrætteligt arbejder hen imod.
At træne en hest i dressur er en kompliceret sag. Der er umådelig mange facetter implementeret. Hesten er ikke født til at gå dressur, og den har intet ønske om det. Det er alene os menneskers projekt, når vi ønsker at tilride, uddanne, at domisticere hesten.
Når man starter træningen af en helt ung hest, lad os sige en rå 3 års, har hesten kun ringe forudsætninger for at forstå hvad vi ønsker af den. Den har ingen forforståelse for træningen, den har kun sine instinkter og den erfaring den måske allerede har gjort sig med mennesker, at bygge på.
For at kunne tilride og uddanne en hest, er det vigtigt at man bryder processen ned i små delelementer. Vi kan ærgerligt nok, ikke tale med vores heste, så vi kan ikke bruge vores ellers veludviklede ordforråd til at fortælle dem hvilke ønsker og krav vi har. Vi er altså nødt til at anvende en anden metode til at kommunikere med vores heste.
Den gængse metode, som vi har udviklet gennem mange mange år, og som, overordnet set, virker fordi den læner sig op ad hestenes egen måde at kommunikere på, handler om at vi udsætter hesten for et pres og efterfølgende belønner en ønsket adfærd ved at fjerne presset igen. Denne metode gør sig gældende, uanset om du skal trække med din hest i grimen, bede den stå stille, ride på den, dreje den, få den til at gå stærkere, langsommere, lave passage, changementer, springe – you name it. Jo dygtigere vi er, jo mindre pres skal der til, fordi hesten forstår beskeden og derved agerer på ganske små signaler. – Hvis den vel at mærke har både tillid og respekt for den person der giver kommandoen.
Nuvel, tilbage til den 3 års hest: Den unge og utrænede hest har ikke nogen forudsætninger for at forstå hvad vi ønsker af den. Kun gennem træning og uddannelse kan vi lære den hvilken adfærd vi ønsker. Vi lærer den at bære sadel og trense. Vi lærer den at bære rytter. Og derefter lærer vi den at forstå hjælperne:
At vi kan dreje den ved et tryk fra den ene tøjle. At vi kan stoppe den ved et tryk fra begge tøjler. At vi kan bede den gå frem for schenklen – og senere hen, at den kan vige sidelæns for schenklen, osv.
Hele denne proces er møjsommelig og kræver en stor portion tålmodighed. Det er nemlig ikke sådan at hesten bare rammer rigtigt med sin adfærd fra starten af. Den kan jo af indlysende årsager ikke vide hvad vi forventer af den, hvorfor den ofte gætter og prøver til med forskellige former for adfærd, indtil den rammer rigtigt og vi kan belønne den ønskede adfærd ved at fjerne presset. (Tænk fx på når hesten skal lære at dreje for tøjlen. Dens første reaktion på tøjletryk er måske at trække igen, indtil den finder ud af at presset forsvinder når den følger hånden – og gennem gentagelse styrkes hesten i den ønskede adfærd). Igen er heste lige så forskellige som mennesker, så hvad én hest synes er svært at forstå, er måske indlysende for en anden. Enkelte heste har det man kunne betegne som super- gehør og forstår hjælperne hurtigere og bedre end deres kammerater ude på folden, og det er dem der ofte handles for ganske betragtelige summer mennesker imellem.
Gentagelser, timing og indføling fra hestetrænerens side er med at til hjælpe hesten til at forstå de krav vi stiller. Ligeså er det vigtigt at kunne tilgive fejl. At en hest ikke forstår din intention skal den aldrig straffes for. Man forstår jo ikke bedre, bare fordi man får en straf. Faktisk tværtimod. For straf giver stress, og ingen lærer bedre når de er stressede, sjovt nok heller ikke heste. Vigtigt at huske er, at en læringsproces altid vil være fuld af fejl – og det skal vi rumme. – Tænk på hvor mange fejl du selv begik, da du skulle lære at gå. Det handler om at se igennem fingre med fejlene og opmuntre hvert lille initiativ der peger i den rigtige retning.
Hvis vi holder fast i billedet af den 3 års hest og nu forestiller os, at den har lært at bære sadel, trense og rytter. Den kan styres rundt i skridt, trav og galop, men den slasker stadig rundt og er ikke det man kalder “under hjælperne”. Så starter næste kapitel af uddannelsen; netop det, at hesten nu skal lære at forme sig under rytteren. At bære rytteren med løftet ryg og med balance i hele sin krop. En hest der bevæger sig rundt på en cirkel, vil fra naturens side af altid kaste hovedet udaf og på den måde finde sin balance. Mange heste vil også, uden den rigtige træning, gøre sig hule i ryggen og løfte halsen når de får rytter på ryggen. Hesten har altså sin egen måde at håndtere det pres den mærker fra rytterens vægt og den ubalance vi bringer dem i ved at tilføje ekstra vægt på ryggen og bestemme hvilken vej de skal gå. Hvis vi ønsker at vores heste skal blive holdbare, sunde rideheste, så er der brug for vi uddanner hesten til at bære rytteren korrekt. En hest der kaster sig ind i volten med en hul ryg, vil med tiden få ondt i kroppen af den ekstra vægt rytteren udsætter den for, hvilket igen gør risikoen for skader og slid langt større. Derfor skal vi træne vores heste, så de lærer at bære os på den ergonomisk mest hensigtsmæssige måde: Med løftet bug, med bæring over ryggen og i balance rundt på begge volter, hvor hesten skal spore sig ens, således at belastningen fordeles ligeligt og hesten styrkes lige meget på begge sider.
Hvis man blot kunne udlevere et kompendium til alle 3 års heste, der delagtiggjorde dem i indsigten i hvordan vi ønsker de skal bære os ryttere, ville det være nemt: Slå venligst op på side 343 og læs om hvordan den perfekte kontakt mellem hestens mund og rytterens hånd skal være. Læs det og lær det udenad til på torsdag, og så laver vi en rideprøve kl 7.40 på udendørsbanen. Dumper I begrænses foldtiden med 3 timer og det er slut med lakridssten! Desværre hænger det ikke således sammen. Vi har valgt at indgå i en relation til et dyr fordi vi synes det er tæskesjovt at få deres relativt lille hjerne til at forstå ting, der ikke er indlysende for den at forstå. Og derfor må vi også acceptere præmissen om at tingene ikke altid går efter en snor.
Når man skal lære en ung hest at rette sig ind under hjælperne, skal man tænke lidt ligesom hvis man skulle styre en speedbåd. Alting foregår bagfra og frem til hånden. For det utrænede øje vil det væsentlige ofte være om hesten “går til biddet” – om den placerer sig over, under eller i lod. Men sandheden er, at det er et forkert sted at lægge sit fokus. Hesten skal først og fremmest være fremadgående og rentaktet. Først derefter kan man arbejde med at rette skuldrene ind, finde balance på sporet og acceptere biddet. I hele denne proces vil hesten begå fejl. Den vil reagere på de krav man stiller. Nogle gange kommer der en ønsket reaktion, nogle gange en uønsket. Nogle gange vil hesten reagere for lidt og andre gange vil den overreagere. Som med al anden læring, er det vigtigt man tålmodigt og tilgivende arbejder med hestens forståelse for hjælperne. Hestenes følsomhed/reaktion for det pres de udsættes for er forskellig. Fx prøver nogle heste at undvige biddet ved at trække, mens andre forsøger at undvige biddet ved at forsvinde ned bag lod. Det handler alt sammen om at de udsættes for et pres, som de skal lære at tolke og forstå på den rigtige måde. Mange ting er ikke korrekt, når man starter med at uddanne en hest, men hvis man retter alting på en gang, vil hesten koge over i hovedet af stress.
Når vi rider vores heste i dressur ønsker vi en fuld kontrol over deres kroppe. Det betyder vi vil bestemme hvorhenne de skal sætte deres bagben, deres forpart, hvordan deres ryg skal løfte sig, hvilket tempo de skal gå i og med hvilken samlingsgrad osv. Vi vil også rigtig gerne bestemme hvorhenne deres hals skal placere sig, men lige her kommer vi til kort. For fakta er at halsens placering “sladrer” om hvordan resten af hesten arbejder og ikke kan fixeres i den rigtige position. En hest, der arbejder i balance og med god forståelse for hjælperne, vil med tiden placere halsen korrekt og give rytteren en god fornemmelse af positiv kontakt mellem hestemund og hånd. Jeg plejer selv at sige til mine ryttere: “Glem halsen, glem hvor hesten placerer sit hoved. Det kommer på plads af sig selv når der er styr på resten. Det er netop dette der giver dig en indikation om at det du laver er rigtigt. At du lægger vægt på at ride hesten som en speedbåd: Bagfra. At få den i balance, taktfast, sporet ind. Kan du det, og har du formået at give hesten en forståelse af accept af biddet, så er du rigtig langt og din ridetur begynder nu at give dig den fantastiske fornemmelse vi allesammen elsker at sidde på. Avatarfornemmelsen hvor hest og rytter smelter sammen og hesten kan rides uden spændinger, men med elasticitet og spændstighed – og ikke mindst tillid til hjælperne.
Og hvor vil jeg så hen med al den udenomssnak? Handlede det ikke om hyperflexion og bag lod?
Pointen med den lange og tunge forklaring ovenover er netop, at tingene ikke er så forsimplede, som man kan gøre dem til, når man poster et foto af en hest med næsen bag lod og med tusch tegner en ring omkring næseryggen, mens man behæfter billedet med alle de kværulerende vederstyggeligheder man lærte i 8. klasse . Rent teknisk er der altså en del greb man skal have styr på, for at træne sin hest så den formår at bruge sig selv rigtigt og om hesten placerer sig i lod/foran lod eller bagved lod i den første den af dens liv som ridehest, er kun en mindre brik i noget langt mere kompliceret. Det er simpelthen et forkert sted at lægge fokus. Især fordi man overordnet set er nødt til at kunne tillade sin hest at fejle, placere sig forkert i en rum tid, indtil den reelt set har forstået hvad du ønsker. Og når det er sagt, så er de færreste ryttere ufejlbarlige heller. God ridning er pokkers svært, og det vil i hvert fald aldrig blive nemmere, hvis vi konstant render og slår hinanden i hovederne, hver gang vi opdager en fejl hos vores nabo. At fejle er at lære, som min kloge far altid sagde. Det værste man kan gøre er at gøre ingenting. For så kommer man ingen steder. Ønsker vi udvikling, skal vi aflive nulfejlskulturen – både i uddannelsen af hestene, men også i tonen overfor hinanden. Vi skal øve os og omfavne, at vi er i proces og dermed ikke fejlfrie, men på vej til at blive bedre 🙂
Aldrig magtfuld tvang
Et sted som (i min optik ) er meget mere væsentligt at lægge fokus (udover alle de ting man skal have styr på for at ride en hest rundt på den mest konstruktive måde) er aldrig at tvinge en hest med magt. Det gør sig gældende uanset om du tilrider, træner eller uddanner på et hvilket som helst niveau. Tvang med smerte som magtmiddel kan og vil aldrig nogensinde give et positivt resultat (hvis du spørger mig). At lægge et bid i munden på en hest kan påføre megen smerte, hvis ikke hesten hjælpes til at forstå præmissen for det. Det er derfor vores fornemmeste opgave som ryttere, altid at ride med tilgivende hænder, med indfølende schenkler, med et åbent sind og ønske om at forstå det væsen vi sidder på og stiller krav til. Vi står som ryttere med en enorm magt – i form af de hjælpemidler vi benytter os af, såsom bid i diverse (uhyggelige) udformninger, sporer og piske. Allesammen remedier, som på et splitsekund kan gå fra at være et hjælpemiddel til at blive et rent toturredskab. Så ved at sætte os på ryggen af vores firbenede venner, følger der et stort ansvar for altid at være fair. Altid at gøre vores bedste for at forstå hvad vi udsætter dem for. Aldrig at udøve træning med vold eller fixering. Selv har jeg aldrig forstået præmissen om, at vold og tvang kan føre noget som helst smukt med sig i en disciplin, der, for mig, repræsenterer samarbejde, lethed, elegance og indbyrdes forståelse. De heste der er uddannet med magt og tvang har jeg selv aldrig fundet skønne at betragte, men derimod smertelige og triste at se på. Heldigvis er der mange fantastisk dygtige dressurryttere i både Danmark og udlandet, som giver alle os andre en masse at stræbe efter. Som gør ridning til kunst.
Hvis oplægget her har givet dig, kære læser, stof til eftertanke i forhold til hvilke regler man skal følge, når man bevæger sig rundt på nettet og gerne vil kommentere/debattere udsagn man ikke er enige i, er her et par gode råd:
Et gammelt Sufi ordsprog siger, at vores ord skal kunne komme igennem tre porte, før vi udtrykker os. Ved den første port spørg dig selv: “Er det sandt?” Ved den anden port spørg dig selv: “Er det nødvendigt?” Og ved den sidste port spørg dig selv: “Er det venligt?” – Kan dine ord klare denne test – så er du godt på vej. Pøjpøj :-*
How to ruin a young horse in ten days
Heste er fantastiske. Heste er foranderlige. Heste er vores drømmes materialisering – eller det modsatte. For vi kan træne dem til at kunne de mest fænomenale ting. Vi kan ride på dem, de følger vores mindste vink, forcerer tårnhøje forhindringer, eller de bærer os tålmodigt gennem skov, eng og ørken, til verdens ende. Men den foranderlighed de besidder, kan også lede til, at vi får ændret dem til noget negativt. En blød, urutineret og uprøvet unghest, kan på ganske få dage gå fra at være en usleben diamant, omdrejningspunktet for vores fremtidsvisioner på ridebanen, til at ende ud med at blive en angstfuld, hysterisk, panisk eller slet og ret bare en stiv krikke, der hverken vil bukke nakken eller gå frem. – Alt imens vi vantro ser det ske for øjnene af os, forvandler vores kæreste eje sig til at være vores største mareridt. Og hvorfor??? Fordi vi ganske enkelt ved for lidt. Om dem. Hestene altså.
Men hun er jo en dygtig rytter?
At træne heste med et positivt udfald, er et langt studie ud i at forstå hestens natur, dens naturlige reaktionsmønstre og måde at fortolke verden på. På rideskolerne rundt omkring i Danmark, lærer man som oftest hvordan man rider. Altså rent teknisk hvordan man tager i tøjlen, presser med schenklen, driver med sædet osv, for at få hesten til at makke ret. Noget vi bruger år på at forfine, som tiden går, og en dag er du måske dygtig nok til at få din egen hest. God og kvalitativ undervisning kommer aldrig skidt igen. Det er guld værd. Men på trods af alle de bedste intentioner, alle de mange ridetimer man har modtaget og et brændende ønske om at lykkes med sin hest, ender vi alligevel af og til i en blindgyde, hvor hesten bare ikke gør som man vil, og den dyrtindkøbte 4 års dressurstjerne, begynder pludselig at blive stiv, vrangvillig og slæbe bagbenene efter sig, eller den er måske begyndt at springe til siden, blive usikker at komme op på, stejle, eller noget helt sjette. Og hvorfor nu det? Du har som rytter gjort alle de rigtige ting – du modtager fast undervisning, har købt hest med professionel vejledning, har fået den dyrlægetjekket inden køb osv osv. Og faktisk er du slet ikke nogen dårlig rytter – tværtimod har du ganske god rideforståelse, sidder fint i balance og har redet MBdressur på op til flere heste forinden dit nye køb. Hvorfor virker det så ikke?
Det virker som oftest ikke, fordi der er noget vi ikke ser . Noget vi slet og ret overser, når vi tager et kritisk blik på vores hest. Og rigtig mange gange, handler det om at vi ikke er dygtige nok til at anskue tingene fra hestens perspektiv. For det har vi aldrig lært. Det er nemlig ikke en del af den gængse pakke, når vi går på rideskole, modtager undervisning eller uddanner os i faget “ridning”. Denne pakke indeholder som mestendels en masse rideteori, men kun ganske lidt adfærdsforståelse. Og derfor står mange ryttere som Moses ved Det Røde Hav, når hesten begynder at reagere uhensigtsmæssigt – for vi aner simpelthen ikke hvorfor. I desperation kontakter vi ikke sjældent healere, synske medier og andet lirumlarum, for at løse og forstå problemet – og vi kunne ikke bevæge os længere væk fra et reelt brugbart svar på hvorfor hesten reagerer som den gør. Svaret skal nemlig ikke findes på bunden af en selvbestaltet spåkones kaffekop, men derimod i en bedre og mere dybdegående forståelse for hestens natur og væsen.
Et eksempel
Det sker, at jeg får heste ind, som er “gået i brækvejen”, som min kæreste formulerer det, når noget ikke fungerer. For nyligt fik jeg en dejlig 4 års varmblodshoppe hoppe ind. Super stamtavle. En hest man havde store forventninger til. Tilredet og redet et halvt års tid. Når man ser hende i longe, kun i grimen, bevæger hun sig løst og lækkert, griber dejligt ind i bagbenene og løfter fronten op med både fine forknæ og flot op-ad-bakke-tendens. Uden en eneste spænding nogen steder. Men så snart man sætter sig op på hende for at ride, bliver hun som et bræt gennem hele ryggen. Halsen er stiv og ufleksibel og hun slår med hovedet og er meget irriteret på biddet. En stor skuffelse for avleren, som troede at han havde avlet en alletiders dejlig hest, der kunne omsættes for en pæn slat penge, men som efter endt tilridning og efterfølgende ridning, viste sig at være lidt af en fuser – for hvem vil give mange penge for en hest der kaster rundt med hovedet og er ganske ufleksibel og træls at sidde på?
Når jeg får sådan en hest ind, starter jeg selvfølgelig altid med at tjekke det åbenlyse: Er hestens tænder ordnede? Har den nogle ømheder, trykninger i sadelleje, hals, bagpart osv. Hvordan bevæger den sig, når den går i utvungen holdning rundt på volten? Er der forskel på volterne? Kan den flexe sin hals tilfredsstillende med gulerodsøvelser? Hvad siger røntgenstaus? Hvis alle disse ting viser sig at være iorden, så kan man som oftest indkredse det til at være et decideret rideproblem. Altså en adfærd hesten gør, relateret til det ubehag den oplever ved ridning. Netop den ovenfor beskrevne adfærd, har jeg efterhånden set en del gange, på helt raske og fine heste. Den kommer sig af, at hesten har fået serveret trinene i ridningen for hurtigt. Det behøver altså ikke at være relateret til “dårlig ridning”, men derimod bare forkert trin på skalaen. De fleste med lidt god dressurerfaring, kender til følelsen af at en hest “går i hånden”. Dvs den former sig blødt fortil, mens du kan skubbe hesten ind i rammen bagfra. I den ideelle verden. For mange gange får vi præsenteret dette begreb “at gå i hånden” alt for tidligt i processen når vi tilrider vores unge heste. Der findes ingen bøger, internetsider eller klubber, hvor hesten kan søge viden og forforståelse omkring hvad tilridning og ridning går ud på, så når vi præsenterer dem for projektet, er det altså første gang nogensinde de stifter bekendtskab med det. Heste reagerer forskelligt – akkurat som mennesker. Og ligesom nogle mennesker har let ved at lære alfabetet, dets lyde og sammensætningen af bogstaver til ord, så findes der også heste, der hurtigt afkoder hvad vi forlanger af dem – de forstår hvad schenklen betyder, hvad anholdning på hånden betyder, kort sagt, de forstår hvordan de på den mest hensigtsmæssige måde skal undgå det pres vi udsætter dem for. Men der findes altså også en hel del heste, som ikke kan afkode de mange informationer på en gang. De kan ikke afkode, hvis du både presser med schenklen og laver en anholdning på hånden. De hører måske til de mere forsigtige heste, der bakker lidt af, hvis de føler sig usikre, og får man ikke stoppet op, tænkt sig om og gjort tingene enklere for hesten meget hurtigt, så ender man ud i en værre suppedas, hvor hesten hverken forstår at søge ordentligt frem og ej heller følge hånden. Jo mere hesten stiver sig og går imod hånden, jo større pres lægger rytteren som regel på biddet, hvilket kun forstærker den negative spiral. Jo længere tid der går på denne måde, jo værre bliver problemet. For det er ikke kun ubehageligt for rytteren, at ride rundt på en stiv og modvillig hest – det er mindst lige så ubehageligt og med tiden smertefuldt, for hesten. Jo længere tid hesten har modarbejdet rytteren, jo større er sandsynligheden for at den bliver stram og ufleksibel i sin muskulatur, udvikler uens eller forkrampede bevægelsesmønstre som fx pasgang, utaktethed og tøjlehalthed.
Så hvad stiller man op med sådan en hest? Man skiller kravene ad: Forenkler det. Hvad vil du helst have? Fremaddrift eller eftergivenhed? (Her vil den kvikke læser selvfølgelig huske et tidligere oplæg jeg skrev herinde om glidetøjlens anvendelse, og hurtigt genlæse at fremaddrift altid kommer før eftergivenhed). Man er altså med andre ord nødt til at pille nogle lag af; gøre ridningen mere enkel. – Man skal tilbage til det grundlæggende: Alfabetet, hvad bogstavernes navne er og hvilken lyd de har. Først når hesten forstår dette – altså at frem betyder frem, uden den føler modstand fortil, uden den bliver gakket i bevægelsen – forkrampet – først der kan man begynde at bygge yderligere krav på. God fornøjelse 🙂
En historie fra det (næsten) virkelige liv
For år tilbage, da jeg som teenager stadig boede hjemme, havde jeg en meget særlig oplevelse, som jeg gerne vil dele med Jer.
Det var fredag eftermiddag, jeg havde fået fri fra skole og lå på min seng og læste “Liv og Alexander” af Trine Bryld – en daværende populær ungdomsbogsforfatter.
Pludselig banker min mor på døren og hun beder mig komme med ned i køkkenet. Jeg dasker slapt efter hende, vel vidende at weekenden venter forude og dermed muligheden for at kunne sove længe og bestemme over sin egen tid.
Da vi er kommet ned i køkkenet, får jeg øje på to fremmede mænd, som står i entreen. Den ene er høj og bredskuldret, den anden lille og fed, og de er klædt i noget der minder om det tøj parkeringsvagter har på. De kommer hen mod os, og den høje får øjenkontakt med min mor, som nikker, mens den anden tager fat i min arm og trækker mig ud mod døren. Lige dele overrasket og bange, udbryder jeg “hvad sker der – hvad gør i?”, mens jeg forsøger at fange min mors blik. “Tag det roligt, det skal nok gå fint”, siger min mor og lukker øjnene, mens den høje mand insisterende trækker i min arm, og den fede forsøger at skubbe mig mod udgangen. Jeg delvis snubler, delvis presses mod døren, som den høje mand rutineret får åbnet med albuen, mens han holder uendeligt stramt fast i min arm.
Udendørs holder en grå Volvo klar med døren åben til bagsædet, og mændene bugserer mig ind og spænder mig fast i selen, mens den fede sætter sig ind ved siden af mig og fixerer mine arme. Den høje går om bag bilen og åbner bagagerummet, for at tage noget ud. Min puls er høj og jeg begynder at svede – hvad går det her ud på? Hvor er min mor? Hvem er mændene? Hvad skal vi? Jeg råber højt at de skal slippe mig, men ingen af mændene taler tilsyneladende dansk, for de kommunikerer sammen på noget der i mine ører næsten lyder russisk. Panikken spreder sig i min krop, og lige inden de får smækket bildøren, kaster jeg mig frem med al min kraft og får næsten vristet mig fri af den fede mands greb, førend den høje kommer løbende, vrider min venstre arm rundt og stikker en kanyle i mig og sprøjter noget flydende stads ind, som gør mig helt ør og træt. Resten af køreturen husker jeg kun dårligt.
Da jeg kommer til mig selv igen, sidder jeg i midten af et sterilt udseende rum, oplyst med kunstigt blåt lys. Jeg sidder på en stol, hvor mine arme og ben er spændt fast. De to mænd er også i rummet. De har begge kitler på nu. Jeg vil sige noget – skrige, men jeg gør det ikke. Den høje mand nærmer sig stolen jeg sidder på. Jeg kan se han har et instrument af en slags i hånden. Jeg har aldrig set det før og aner ikke hvad det skal bruges til. Da han kommer helt tæt på mit ansigt med det, vender jeg hovedet væk, så langt jeg kan. Den høje mand udtaler nogle uforståelige ord til den fede, som kommer over og holder mit hoved. Han prikker mig på kæben og gestikulerer at jeg skal åbne munden. Han aer mig på håret mens han siger “såååsåååå”. Det sidste jeg har lyst til i hele verden, er at åbne munden. Men stiv af angst, gør jeg det alligevel. Den høje mand lyser med en lygte i min mund, og derefter stikker han instrumentet i munden på mig. Alle sanser hos mig arbejder på 150%. Hver en muskel er spændt, jeg observerer hver lille bevægelse der gøres i det blåblege, sterile rum. Den høje mand rumsterer med instrumentet i munden på mig – jeg aner ikke hvad han gør, men jeg kan føle det på mine tænder og høre en spids, høj lyd, da han tænder for det. Den fede mand står ved siden af og holder mine kæber adskilte, mens han fortsat siger “sååååå såååå” og sådan fortsætter proceduren i noget der minder om 10-15 minutter.
Derefter fjerner den høje mand instrumentet fra min mund, og den fede klipper de strips over mine ben og arme har været bundet med. Mændene taler lavmælt sammen på deres uforståelige sprog, mens jeg nærmest vælter ned ad stolen og spurter over til udgangen. Panisk trykker jeg håndtaget ned, og til min store overraskelse går døren op, og jeg kan forlade det væmmelige rum med det blå lys. Uden for døren er jeg tæt på at løbe direkte ind i maven på min mor, som står med sin frakke på og bilnøglerne i hånden. “Det var godt, Anne, så fik du overstået tandlægen. Og ingen huller, kunne jeg forstå” siger min mor og smiler. Jeg forstår ingenting. Det eneste jeg forstår er bare at jeg skal væk – væk fra mændene og den forfærdelige stol jeg blev fixeret til.
Da vi kører hjem i bilen siger min mor “det var da ikke så slemt, Anne, det var jo bare en tandrensning, du skulle jo ikke bores eller noget”. Jeg siger ingenting. Jeg ved bare, at jeg skal aldrig nogensinde til tandlægen igen.
Ovenstående historie er opdigtet (har jeg lovet min mor at fortælle). Den er skrevet som et forsøg på at oversætte hestenes verden til noget vi som mennesker kan relatere og forstå rent følelsesmæssigt. Det kunne fx være en tilridning, en trailerlæsning eller en anden situation, som vi ofte udsætter vores hest for, uden han forstår agendaen og dermed bliver utryg og angst. Jeg håber at historien sætter gang i refleksioner og tanker hos dig, som læser den, og åbner op for muligheden for at se din hests (dumme) reaktioner i et nyt lys. For hesten er reaktionerne nemlig komplet logiske, og hvis vi begynder at kunne se bag om dem, er det langt lettere at hjælpe ham med at reagere på en mere hensigtsmæssig måde 🙂
Kunsten at kunne “se” en hest
En sms tikker ind:
Kunde: “Hej, jeg har set en hest du har til salg på nettet, den ser fin ud, kan du sende mig video?”
Mig: “Ja, video kommer her:”.
Kunde: “Mange tak, den ser sød ud, men den er lidt kedeligt gående, jeg leder efter en med mere wauw-effekt”.
Mig: “Ok, men den er jo kun 3 år og netop tilredet, så wauw-effekten du efterspørger kan du ikke se endnu”.
Kunde: “Tak, men den er bare ikke helt godt nok gående i forhold til det jeg leder efter – jeg vil have en hest der er noget helt ekstra”.
Sådanne dialoger har jeg haft utallige af. Kunder som ringer på “ekstraordinære gode heste”, men bliver svært skuffede, når jeg sender dem video af en “normalt gående hest” som slet ikke er særlig wauw eller blærerøvsagtig. Forunderligt nok kan den samme kunde, få måneder senere, pludselig skrive til mig omkring selv samme hest, som de for nyligt har spottet på en ny video, som værende den “eyecatcher”, der lige matcher det de søger. Hesten er komplet den samme – den er bare redet 2 – 3 måneder længere.
Sammenlign hesten med et barn
Forestil dig at du ska vurdere læsefærdighederne hos to børn. Det ene barn er lige startet i 1. klasse og har lært bogstaverne at kende, deres lyde, samt små lydrette ord. Det andet barn går i 2. klasse og har lært både bogstaverne, deres lyde og sammensætning til både lange og korte lydrette ord, og forstår at stykke ordene sammen i sætninger. Nu får du så sendt en video af begge børn, som læser den samme tekst op. Det ene barn har kun ringe forudsætninger for at læse og afkode teksten, mens det andet barn klarer at oplæse teksten flydende og stort set uden fejl. Er det ene barn så en mere talentfuld læser end det andet?
Stort set det samme gør sig gældende hos vores heste. Når de kun har båret rytter i kort tid, vil de typisk være usikre, famlende og ikke særlig imponerende at se på, når de går til ridning. De vil måske slå med hovedet, fordi presset fra biddet er uvant, de vil tage små, korte skridt, fordi det er svært for dem at balancere med en rytter på ryggen og på et fastlagt spor, de ikke selv bestemmer, og de vil måske også være nervøse omkring de generelle krav der stilles og de omgivelser de rides i. På trods af at hestene ikke ser “imponerende” ud i deres første fase af ridekarrieren, betyder det ikke nødvendigvis at deres kvalitet er dårlig. Selvfølgelig findes der heste, som meget hurtigt finder balancen med rytter, hurtigt accepterer biddet, er lette at ride under hjælpen, og derudover er udstyret med sublime gangater fra naturens side af, men sandheden er at langt de fleste heste “kravler” rundt de første gange de får rytter på – også mange af de gode. En helt normal reaktion, når de kastes ud på ukendt grund og ikke er klar over hvad der forventes af dem. Hvis man ønsker at købe sig en ung hest, og gerne vil have en kvalitetshest, skal man altså øve sig i at se bag ved “børnehavefejlene” som de fleste heste på 3-4 år skal igennem, før end de kan præstere, så de ser imponerende ud.
Som eksempel på ovenstående, så tjek denne herlige unge vallak ud: På video 1 er han lige tilredet og på video 2 er han redet i længere tid. Kan du se det er den samme hest, og ville du vurdere hans kvalitet som lige god, ud fra de to videoer?
Video 1 af 3 års som lige er tilredet:
Video 2, samme hest nogle måneder senere:
Glidetøjlen – en hjælp eller forbandelse?
Glidetøjlen er et remedie som hænger i mangen en dressurstald. Nogle steder bruges den dagligt, og på mange af stedets heste. Glidetøjlen har den funktion at give rytteren mulighed for at lede hestens hoved ned/ind, uden den kan unddrage sig.
Hos Rockthepony modtager jeg hvert år et ikke uvæsentligt antal heste, der er dysfunktionelle i ridningen. Nogle af dem er angste for at ride, paniske faktisk; andre er vrede, frustrerede, hysteriske, desperate. Fælles for mange af dem er, at de har oplevet for stort et pres, som de ikke har vidst hvordan de skulle komme ud af. Det har ledt til de mange konfliktfyldte heste, der har ageret det bedste de kunne i en stresset situation: De er løbet, har bukket, stejlet eller bare bevæget sig i gakkede gangarter.
At træne og uddanne en hest klogt og forsvarligt, kræver indgående indsigt og viden i en masse processer. Hestens anatomi, fysiologi, væsen og psyke er væsentlige faktorer. Hver eneste hest, er som en mosaik af iboende karaktertræk, dragede erfaringer og sansninger, og alle de forskellige koblinger, som kan ske derimellem. Når jeg får en ny, problematiseret hest ind ad døren hos Rockthepony, gælder det om først og fremmest at få lavet en skarp analyse af de handlinger og reaktionsmønstre hesten gør, og så holde dem op mod den træningsskala, som jeg gennem tiden har udarbejdet for mig selv. På den måde kan jeg skille tingene ad og bedre lokalisere præcis hvorhenne hesten er “hoppet af” den positive udvikling. Min personlige træningsskala til de unge heste ser således ud:
1: Fundamental tryghed og tillid – både fra jorden og oppefra
2: Elementære knapper: Stop, start, drej.
3: frie, regelmæssige gangarter, klar takt, fri hovedholdning
4: kontakt til biddet, accept af biddet (men aldrig gå på kompromis med 1,2,3 for at opnå 4)
5: Ligeudretning og yderligere forståelse for hjælperne. Her lærer hesten at den skal flytte specifikke dele af sin krop for tryk. Dvs man kan flytte forpart/bagpart uafhængigt af hinanden og derved rette hesten lige på sporet). Ligeså er hesten klar til at arbejde med temposkift, hvilket er en slags “harmonikaeffekt” der hjælper til at bringe hesten bedre på bagbenene og derved mere i balance.
En væsentlig andel af de heste jeg får ind med rideproblemer, har enten rod i punkt 1, 2 eller 3. En del af dem mangler simpelthen den fundamentale tillid til at det, som skal foregå, er ok og ikke skadeligt. Dvs de er i højeste alarmberedsskab allerede fra opsadlingen af, fordi de grundlæggende ikke har tillid til om vi vil dem det godt eller ondt.
Men rigtig mange heste har også rod i punkt 2 eller 3: De har simpelthen aldrig haft chancen for at bevæge sig rundt med rytter på ryggen i en frigjort bevægelse, fordi man alt for tidligt har spændt dem ind fortil med enten glidetøjle eller indspændinger. Ofte hører jeg historien om en lidt (for) vågen hest, som under tilridningen virkede anspændt og med tendens til at løbe, hvilket foranledigede at man hurtigt lagde en glidetøjle på, så rytteren på ryggen havde mulighed for at kontrollere den pågældende hest bedre og hurtigere. Denne løsning kan synes ligetil og fornuftig, men tager man et dybere spadestik ned, vil en glidetøjle eller indspænding være et katastrofalt valg at sætte på den hest, som endnu hverken har passeret punkt 1, 2 eller 3. En hest der endnu ikke har lært at gå frem, rentaktet og frit, vil – redet med en glidetøjle – reagere på en uhensigtsmæssig måde. Enten vil den panikke og løbe, eller alternativt, den vil forsøge at bukke sig ud af problematikken. De flinke heste vil i bedste fald bare gå unormalt og gakket, fordi den naturlige fremdrift ikke er til stede overhovedet. Har de gået “gakket” og opspændt over længere tid, oplever rytterne typisk at de pludselig begynder at spooke/løbe/bukke og bliver dybt frustrerede fordi de ikke kan finde nogen forklaring til denne adfærd. Forklaringer er dog logisk, hvis man tænker sig om: En hest der går i en spændt form/ubehagelig form over længere tid, vil opbygge spændinger og smerter og som stærkt intuitive dyr, vil hestene begynde at reagere på disse smerter. Nogle bliver “dumme” og prøver at bukke af, mens andre bliver angste og forsøger at løbe væk.
Det er drøn ærgerligt med alle disse heste, der får en træls start på deres ridekarriere. For ofte er det et møjsommeligt og længerevarende arbejde, at pille de dårlige oplevelser og handlemønstre ud af hestene igen. Min overbevisning er at det ikke handler om dårlig vilje eller bevidst dårlige valg, fra de mange ryttere der kommer galt afsted med tilridningerne. Det handler derimod om manglende viden og indsigt i en proces, der i mange henseender er blevet underprioriteret som “det beskidte job” rundt omkring i træningsstaldene og dermed ofte overladt til de mindst erfarne ryttere. Så når glidetøjlen bringes på banen som en løsning på en ung og utrænet hest, drejer det sig om et uddannelsessvigt af vores ryttere, mere end det er et udtryk for en ubegavet måde at håndtere en ung hest på 🙂
Alle de fortabte heste
Hvert år bliver et ukendt antal heste aflivet eller opgivet, fordi de ikke kan tilrides, eller har fået så dårlige rideoplevelser, at de ikke længere regnes som egnede til ridebrug. Heste på 3-4-5 år, som burde have en lang og lysende fremtid som rideheste foran sig, ender i stedet i slagtehuset, fordi de er potentielt livsfarlige at sætte sig op på. Det ved jeg, fordi jeg hver måned taler med mange af de frustrerede hesteejere, som er i den ulykkelige situation, at tilridningen af deres stjernefrø ikke gik som forventet.
Pengepungen er ved at være tom, og hesten kun beriget med en sækfuld af skræmmende oplevelser, knyttet til ridning. Det er en skam – for ikke at sige, virkelig horribelt når man som heste-elsker, må ligge sin bedste ven ned, fordi man ikke ser andre udveje, grundet en katastrofal start på ridekarrieren. Mange giver afstamningen på hesten skylden. Men sandheden er, at stort set alle heste snildt kan tilrides på en tillidsfuld måde, uanset hvor meget “blod” som løber i deres årer. De rigtige udfordringer opstår derimod først, når hesten har tilegnet sig negativ erfaring omkring ridning, og der er skabt et traume. Det er langt mere kompliceret at komme omkring, end selv den varmeste hest, som ingen negativ bagage har med sig.
Den viden, som idag er tilgængelig, omkring hvordan man kan tilride en hest på en hestevenlig og tillidsfuld måde, begrænser sig til enkelte personer, der gennem lang erfaring og indgående psykologisk indsigt, har oparbejdet en måde at gribe tingene an på, som har vist sig frugtbar.
Dvs hesteejeren står som Moses ved Det Røde Hav, og må selv navigere i de mange tilridningstilbud, for at finde frem til det man tror er bedst. Rammer man forkert, er det fatalt. Den almene uddannelse som berider, der i sagens natur burde give en garanti for professionel og indsigtsfuld håndtering og træning af hesten, er desværre ingen garanti for at projekt tilridning lykkes med succes.
Her er må man som hesteejer se sig mindst lige så godt for, som hos enhver autodidakt rytter, for at finde en egnet kandidat til jobbet. – Der findes nemlig ingen valid teoretisk fundering i forhold til tilridningsprocessen på berideruddannelsen, hvilket betyder at den stakkels nyuddannede berider, må tage til takke med den – til tider – tarvelige viden og indsigt, som er blevet videreformidlet fra lærepladserne, idet der ikke er nogen kvalitetsmæssig sikring af niveauet.
Ligeså spiller det en stor rolle hvor stor psykologisk indsigt og forståelse for hestens natur og væsen den pågældende person har, hvilket ofte underprioriteres og forsømmes groft i de gængse tilridningsmetoder, som videregives fra berider til berider. – Og det er i mine øjne virkelig en skam! Ikke mindst fordi det er en katastrofe, når en ung hest må lade livet fordi den er uridbar, men i lige så høj grad fordi tilridningsseancen ender som en øvelse ud i at være kanonføde, med store helbredsmæssige konsekvenser for piloten, såfremt tingene ikke forløber som håbet.
Netop dette aspekt; at tilridningen typisk afstedkommer en højrisiko for at blive smidt af og komme til skade, betyder ligeledes at dette hverv hurtigt videregives fra de erfarne beridere til yngre ryttere “som bedre kan tåle at falde af”. Det betyder ulykkeligvis, at de unge ryttere gør netop dette: Falder af. For deres erfaring og knowhow omkring håndtering af en rå hest er selvsagt begrænset, hvilket gør sandsynligheden for fejl og dårlige beslutninger langt større.
At tilride en hest behøver ikke være en affære der handler om liv eller død – hverken for hesten eller rytteren. Men hvis man ønsker en anden praksis, som giver både de tobenede og firbenede langt større muligheder for at komme helskindet gennem processen, kræver det villighed til at anskue hesten fra en ny vinkel.
En vinkel hvor tvang og magt ikke er de bærende elementer, men tillid, forståelse og ydmyghed kommer i første række, og derigennem levner plads til forståelse af et væsen, som i høj grad ønsker at kommunikere med os, at være sammen med os og interagere med os, hvis blot vi gør os umage med at samtalen ikke kun er en envejskommunikation. På rigtig mange punkter ligner hestene os mennesker. Hvis nogen tvinges ned over os, uden vi forstår meningen med det, og måske endda føler det ubehageligt, bliver vi angste.
Manglende forståelse, skaber manglende tillid, og manglende tillid, gør at vi med tiden udvikler angst i forbindelse med det vi oplevede. I princippet kan man kalde det kontroltab.
Formår vi at ride hestene til på en måde, så de bevarer tilliden, roen og kontrollen over sig selv og situationen, opnår vi ikke bare at kunne passe langt bedre på os selv gennem processen, men lige så vigtigt: Vi får afbalancerede, lærevillige og tillidsfulde heste, som bruger deres ressourcer på at lære de ting vi præsenterer for dem. En tryg hest, er en hest der er modtagelig for læring. Og hvem ønsker ikke det? 🙂
På videoen her ser I 3 årige Zignatur, som har været i tilridning en måned.
Annes ABC til tilridning 🙂
At lære en hest at bære rytter, er en delikat sag. En øvelse, som ligger meget langt fra hestens natur, og som let aktiverer den iboende angst hos hesten, som ethvert planteædende dyr kan have, for at blive ædt, eller miste livet på anden bestialsk vis.
Gennem årene har jeg fundet en måde at tænke tilridningsprocessen på, så den både forenkles og gøres mere forståelig for både hest og menneske:
A: TILLID “Hvis du ønsker en ven, skal du gøre mig tam”
Som ræven sagde til Den lille Prins, i det verdenskendte eventyr af samme navn, skrevet af Antoine de Saint-Exupéry. Tillid er fundamentet for et fremtidigt venskab, og ligeså når det drejer sig om dit fremtidige makkerskab med din hest. Han er nødt til at kunne stole på dig, og du er nødt til at kunne stole på ham. Ellers kan I begge forvolde hinanden stor skade.
Han skal ikke bare stole på dig fra jorden af, men også når du sidder på ham, bevæger dig på ryggen af ham og taler fra ryggen af ham; kort sagt, han skal føle sig tryg ved dig i alle situationer, som han fremadrettet vil komme ud for, når du skal ride ham rigtigt. Stoler han på dig, vil du opleve ham afslappet og tilpas, hvilket giver dig et godt grundlag for også at kunne fatte tillid til ham og selv slappe af i processen.
B: FORSTÅELSE
Når den gensidige tillid er etableret, skal han forstå de grundlæggende hjælpere. De grundlæggende hjælpere er: Stop, start og drej. Selv lærer jeg dem som oftest stopsignalet først. Det springer nemlig for mig i øjnene som det mest væsentlige, når jeg tilrider; kan jeg stoppe, kan jeg altid kontrollere situationen inden noget går skævt. Vær altid obs på at B aldrig må trumfe A. Bliver hesten det mindste usikker, er du tilbage ved A, før du kan gå videre med B.
C: KOMPROMISERNES KUNST
At ride på en helt uprøvet unghest, som skal tage sine første spæde skridt med rytter, er en oplevelse, som ligger meget langt fra at ride på en erfaren og afbalanceret ridehest. De fleste unge heste, kan have svært ved at finde balancen, de første gange de skal bevæge sig med rytter på ryggen, og man vil typisk opleve at hesten stavrer afsted, med en jordbunden og usikker gang. Måske bliver man helt forfærdet, fordi den dyre dressurhest, som lignede (og kostede) en million, da han løb løs i hallen med halen højt løftet, nu mere minder om en 28 årig gammel rideskolehest, træt af dage og ondt i alle sine ben. Det skal man dog slet ikke fortvivle over! Bevægelsen skal nok komme tilbage når hesten genfinder sin balance. Det er vigtigt at huske at vi – udover at tilføre hesten en uvant vægt på ryggen også pludselig bestemmer det spor han må gå på. – Og at ride cirkel er faktisk ikke så let for en ung hest. Jeg plejer at sammenligne det med, hvis man som menneske fik spændt en tung rygsæk på ryggen, og derefter blev kommanderet op på ridebanens hegn, for at gå balancegang på lægterne. – Hvem ville så tage store, flotte skridt, mons tro?
Netop derfor, skal man også tillade hesten at slingre, gå på to spor, forskyde sig eller stille til den “forkerte” side når den, famlende, begiver sig rundt i manegen med rytter på de første par gange. Han har nemlig rigeligt at gøre med at forstå den nye situation han er blevet bragt i, samt at holde balancen med et menneske på ryggen. Så hjælp ham, led ham blødt, men tilgivende rundt, så han bliver tryg og føler han mestrer den nye opgave han har fået. Som dagene går, og han bliver mere tryg og dus med de basale hjælpere, kan du begynde at rette ham langsomt ind på plads, så han sporer sig lige. Når det lykkes at spore hesten lige under dig, vil du opleve at halsen falder på plads af sig selv. Hesten bruger nemlig halsen som balancestang, så når han genfinder sin balance med dig på ryggen, vil han automatisk forme sig rigtigt for dig fortil. Men bliver hesten i tvivl over de nye tilførte hjælpere, og udviser frustration – så gå tilbage til B igen, og gør tingene enkle, indtil han igen er dus med dine kommandoer. Good luck 🙂
Kan man recycle heste?
“Vi har givet Futte fred – det var synd for ham at leve videre, når han ikke kunne gå dressur på højt plan længere”. Sådan en bemærkning har jeg ofte hørt fra gode hestevenner omkring deres firbenede kompagnoner, når det har vist sig, at en skade endte med at sætte en stopper for en aktiv stævnedeltagelse. Og ofte har jeg studset over netop denne bemærkning, for kradsede man lidt i den moralske overflade, viste det sig næsten altid at “Futte” var forsikret for en anseelig sum, som kun kunne udbetales i tilfælde af hesten blev aflivet eller i hvert fald erklæret uegnet som ridehest.
Derfor har det klinget en anelse hult i mine ører, når man som hesteejer tager den tunge beslutning omkring en aflivning, mest af alt på grund af økonomiske konsekvenser, mere end dyreetiske – men samtidig har fortalt sig selv, at det var af netop etiske årsager, man valgte en aflivning. “Han trives ikke med bare at gå ude på marken, det er synd for ham, han ville savne at være med til stævne, som han plejer – en cirkushest kan jo dufte savsmulden”.
Heste har nogle helt naturlige behov, som skal dækkes, for at de trives; Udover fundamentale behov som ilt, mad, vand, varme og søvn, har hesten brug for artsfæller til socialisering, forplanting, tilknytning og følelse af sikkerhed. Den har brug for plads til at kunne bevæge sig og naturligt tidsfordriv med fødeindtagelse. Hvis hesten får opfyldt disse behov, vil den som udgangspunkt trives.
Ingen heste i verden besidder ønsket om at realisere egne evner, at præstere, at vinde rosetter. Vi kan domesticere og træne dem dygtigt, så de udretter fantastiske ting for os, men intet af det vi beder hestene om, udspringer fra deres behov og ønsker. Tværtimod. Så hvorfor afliver man en hest, blot fordi den ikke længere kan konkurrere og vinde rosetter? Det gør man fordi heste er en bekostelig affære, og fordi forsikringssummen er nødvendig for at få råd til en ny konkurrencepartner. I den henseende er det i min optik væsentligt at kalde setup’et for hvad det er: En kalkuleret beslutning, som handler om kroner og ører og ikke et sentimentalt hensyn om at give hesten fred.
Andre alternativer til hestehimlen?
Nu findes der selvfølgelig heste, der er i så store smerter, at det ikke er forsvarligt at lade dem leve – og netop disse heste er umådeligt heldige, at de er heste og derfor på “human” vis må aflives, i modsætning til de mange tusind mennesker, som hver dag lever med uhelbredelige sygdomme og i så store smerter, at de ville ønske de selv ejede retten til at stoppe livet. Når det er sagt, så findes der et hav af heste, som repræsenterer utallige udgaver af “uanvendelig”, alt efter hvem der har lavet erklæringen og i hvor høj grad hesten er påvirket af det, som gør den uegnet til ridebrug.
At få en hest funktionel under ridning, kan være en mangefacettet sag, og ofte også et tidskrævende projekt, særligt hvis hesten har været påført en skade eller traume, som først skal hele op, eller som kræver et tungt genoptræningsforløb. Men i en del tilfælde, vil hesten godt kunne anvendes som ridehest, hvis blot den får den nødvendige tid til heling og genoptræning, og niveauet af ridning tilpasses hestens fysiske begrænsninger. “Kroppen er plastisk, det er simpelthen så smart”, sagde min hestefysioterapeut til mig for nyligt. Og hun har ret! Mange ting reparerer sig selv med tiden, men kræver netop tid i en mængde, som idag er en mangelvare.
Faktisk lavede First Forsikring tilbage i 2019 et forsøg med netop denne type hesten. Det kan du læse mere om HER. Der indgik 22 kasserede heste i forsøget. Heste, som var erklærede uanvendelige, og som blot ventede på at stille hestetræskoene, så snart der blev trykket på knappen. Det viste sig imidliertid at intet mindre end 20(!) ud af de 22 heste kunne genoptrænes og genanvendes som rideheste.
– Men hey- Hvem venter to år eller mere på at kunne ride på sin hest igen? Eller hvem lever med accepten af at hesten nu kun kan præstere på et lavere niveau end hidtil? Har den så samme værdi? Eller er det på tide at skille sig af med den, for at få en mere konkurrencedygtig model? Måske er det på tide at vi øver os i at se alle nuancerne i begrebet uanvendelig, og i stedet for at tænke på vores heste, som en ødelagt iphone, der skal erstattes af en opgraderet udgave, så tænke dem som levende individer, der muligvis skal geninstalleres i et flexjob hos en mindre krævende rytter? Hvis det nu var dig, som var hest, ville du så ikke gerne have chancen?