Kære læsere
Herunder finder I udvalgte historier, som en gang har været postet som blogposts. Bloggen er lukket ned, og historierne er derfor gemt her. Under denne overskrift “Røverhistorier og det der er værre” befinder sig de tekster, der ikke er fagrelevante overhovedet. Men siden du har forvildet dig herind, så tænker jeg det er fordi du godt kan bruge et pusterum fra alt det “kloge”. God læselyst 🙂
2 børn, en hund og høflige Kaj

2 børn, en hund og høflige Kaj

15. marts 2020 Af ANNE SØNDERGAARD

Endnu et oplæg fra gemmerne. Vi er på dette tidspunkt flyttet til Fyn. Vito er omtrent 5 år og Sally er tre. Jeg er alene hjemme med de to barylere – Patrick er ude på spillejob.

Jeg står og sveder ned i kødsovsen, da telefonen ringer. Det er en ældre herre – Kaj, som har set min annonce på facebook, hvor jeg søger hjælp til at samle vores bordfodboldbord. Kaj vil gerne hjælpe – han tilbyder at samle det – og det for fornøjelsens skyld! Tænk at der stadig findes fremmede mennesker, som tilbyder hjælp, blot fordi de har overskuddet😀. Nå, men Kaj kommer forbi, for lige at tjekke sagerne ud, men få minutter forinden, strinter Sigurd (vores slædehund) nonchalant op ad væggen, lige der hvor man går ind. Det lugter fælt af hanhundepis, men jeg når ikke at vaske det væk, før et par fremmede billygter svinger ind på gårdspladsen. Kaj viser sig at være en nydelig herre, som er så høflig ikke at bemærke den ramme stank af urin, da han går gennem entréen. Han er i øvrigt også travlt beskæftiget, for mine to unger, Sally og Vito snakker ham et øre af på hver deres side – Sigurd holder selvfølgelig hans venstre hånd i munden hele vejen ud af entréen og hen til bordfodboldbordet, sådan som det hører sig til, ifølge Malamuttens Håndbog for Velkomsthilsner.


Henne ved bordet forsøger Kaj at skabe sig et overblik over de mange plastikmænd og stålpinde, der ligger i spredt fægtning udover bordet. Han får dog ikke mange sekunder til at tænke sig om, før Vito, med drævende stemmer og et henkastet nik, proklamerer: “ Jeg er faktisk ekspert i at samle sådan noget der”! Kaj er høflig og nikker anerkendende til Vito og fortsætter så med at tælle pinde og mænd op. Sigurd holder selvfølglig stadig pligtskyldigt hans venstre hånd i sin mund. “Du lugter” siger Sally, mens hele hendes ansigt lyser op i et Pippi Langstrømpe-smil. “Lugter jeg?” Siger Kaj diplomatisk og frigør diskret sin venstre hånd fra malamuttens gab. “Ja”, siger Sally – “ du lugter af gammel væg”. Hun klukker af grin, helt færdig over sin egen opfindsomhed. Kaj, som dufter renere end friskt sengetøj, retter igen opmærksomheden mod de små fodboldmænd og deres stænger. Dog kun ganske kortvarigt, for pludselig kiler en stor hvid og brun behåret uldklump – på størrelse med en bjørn, sig ind mellem ham og bordet. Kaj er næsten ved at falde, og da han mister balancen og hans ansigt kommer tættere mod jorden, øjner Sigurd chancen for at vise sin påskønnelse og slikker den stakkels mand i hele ansigtet. “Jeg tror ik vi behøver din hjælp, jeg er faktisk den klogeste her i huset, og jeg har helt styr på det, så du kan godt gå igen,” lyder det pludselig fra Vito, som har samlet fem mænd på en stang, hvor der kun skal sidde to. Kaj, som netop har genvundet balancen og sat brillerne på plads efter slædehundens bagholdsangreb, fanger mine øjne henover bordfodboldbordet, som for lige at tjekke, at vi stadig har brug for hjælpen. Jeg forsikrer ham om hvor glade vi er for at en barmhjertig samaritaner som ham selv, kommer os til undsætning, nu huset er herreløst en hel uge, og vi laver en aftale om at han skal samle de famøse bord for os i morgen. Kaj takker af og forlader galehuset. “Hvornår kommer Kaj igen, han var sjov” siger Sally. “Måske tager han slik med” supplerer Vito. Sigurd siger ikke noget. Til gengæld er der en stor ny våd plet henne under bordfodboldbordet….😅🔫😂

Hvordan man mister sin dame

Hvordan man mister sin dame

20. november 2021 AfANNE SØNDERGAARD

Indimellem sker det, at jeg deltager i sociale begivenheder uden at være iklædt ridetøj. Godt nok ofte stadigvæk sammen med hestefolk, men i mere civile rammer.

Igår aftes var en vådere en af slagsen, for mit vedkommende. En form for julefrokost med gode venner på en restaurant i Odense. Sent på aftenen, efter nogle hyggelige timer, venter jeg, sammen med et par veninder, på et kærkomment lift hjem fra byen. Det bliver lige vel koldt at stå udendørs i den tynde sommerjakke, som jeg hjemmefra, synes passede fremragende til aftenens outfit, og jeg beslutter i min overrislede tilstand, at det er en glimrende ide at entrere det nærmeste bæverdænge, for at vente indendørs i den dejligt varme, tilrøgede og lumre stemning, som disse steder har det med at emme af. Jeg er kun lige nået to skridt inden for døren, da en ung knøs, råber mig an fra barens fjerneste hjørne. “Hey – du der, kom lige herover”. Eftersom jeg ikke har meget andet at fordrive tiden med, mens jeg står og nasser på den røgfyldte ølstues varme, dribler jeg ned for at høre hvad han vil sige mig.
“Du der, du skal lige være dommer her, hvem af os to har scoret opad?” Siger gutten, som jeg nu kan se ikke er meget andet end et skolebarn, mens han peger nonchalant på sin veninde ved siden af – en bly viol, der ligesom ham selv, udstråler den samme ungdommelige jomfruelighed udi livets eskapader. “Det er mig, ikke? – “det er mig som er the catch af os to, hun har totalt overscoret ved at score mig – er du ikke enig?” plaprer han videre, mens han med fremskudt hanebryst og cocky attitude, slår armen ud i en skødesløs bevægelse, der skubber pigen lidt længere ned i stolen og gør hans egen tilstedeværelse lidt mere cementeret. Overfor sidder to af hans venner, som giver hans testosteronparade ekstra luft under vingerne med deres anerkendende hujen og gorillagrynt.
” Jeg forstår ikke dit spørgsmål, jeg tror du har et helt forkert perspektiv her. Ser du livet drejer sig om…,”forsøgte jeg. “Jeg er fucking meget flottere end hun er, hun har så meget scoret opad”, afbryder han mig, mens vennerne hujer og pigen smiler blegt med tomme, usikre øjne. “Hør nu her, forsøger jeg”, men hans opmærksomhed har jeg længe tabt, for han har katapulteret sig selv ud i en glorificerende og selvforherligende fortælling om sin egen fortræffelighed.
“Nu hører du kraftedeme efter, din lille hvalp” hvæser jeg, mens jeg læner mig indover bordet. “Hvad vil du?” – råber han. “Tror du du er lækker, hva? Min kæreste er sgu da meget flottere end dig, du er sgu da grimmere end hun er” fortsætter han. Jeg ser strengt på ham. “Søde ven, der er en grund til du har fået to ører og kun én mund! Nu tier du stille og lytter!”, siger jeg med en rutineret skolelærerattitude, som jeg har finpudset gennem de seneste 14 år som folkeskolelærer. “Jeg er dobbelt så gammel som dig. Jeg har en kæreste jeg har været sammen med i 16 år. Vi har to børn og et helt liv sammen. Og jeg kan sige dig med sikkerhed, at han har ikke formået at holde på mig i så mange år, ved at galpe op omkring sin egen placering på fuckabilityskalaen, mens han talte mig ind i et hjørne, indtil jeg gik i et med tapetet! Tværtimod: Han har altid sat mig højest. Hvis han deler en kage, giver han mig det største stykke. Når jeg har sat mål for livet har han heppet på mig, og når jeg er ked af det og lille, så trøster han mig. Han gør mig smuk og værdifuld ved at behandle mig sådan – og det er det, der gør ham til en mand! Så hvis du har tænkt dig at holde på den søde pige her ved siden af dig, så skal du finde en anden plade frem. Fortæl hende hvor smuk hun er. Hvor unik hun er. Vis hende verden og giv den til hende – få hende til at skinne. Så bliver du også selv mægtig. Og kan du ikke forstå hvad jeg siger, så er der en ledig plads ovre ved børnebordet, med de røde pølser og grønne sodavand, hvor pædagogen Else giver kyndig råd og vejledning til værdigt trængende!”
“Jaaa, mand, det er der jeg mener” – stemmer den blege pige i og gorillaerne rundt om bordet råber “jaaaa maaaaand” mens en af dem abeagtigt slår en næve i bordet, som for at understrege pointen. Den unge fløs siger ingenting, men ligner nu umiskendeligt meget en konfirmand. “Tak for i aften og forsat god aften til jer alle”, siger jeg og skrider med en fejende bevægelse væk fra bordet, ned ad gangen og ud ad døren igen. Udenfor rammer den kolde klare luft mig og jeg ventilerer den ind, mens jeg står øverst på trappeafsatsen, vældig fornøjet med mig selv og mit nærværende moralske bidrag til ungdommen. Jeg sætter kursen mod veninderne igen, men i al min selvforherligende salighed (og en lille smule beduggethed) fejlvurderer jeg trappetrinnets længde, og falder som en elefant på stiletter de tre trin ned på fortorvet. Lige dele overrasket og fortumlet, får jeg stavlet mig på benene igen og konstaterer at intet er brækket, og jeg sætter mig, lettere pinlig, ind i bilen med veninderne.
Og hvad er moralen så? Jeg tænker den hedder noget i retning af: Hovmod står for fald – og du bliver aldrig for gammel til at falde på trappen!

Fra gemmerne – Københavneri og noget om børn

15. marts 2020 Af ANNE SØNDERGAARD

Vi boede engang i København. I mange år, faktisk. Lige bag ved Tivoli i en fin andelslejlighed i stueetagen.  På det tidspunkt dette oplæg er skrevet, havde vi kun et barn; Vito, som var omtrent to år.

 

Min kære mand er i gang med aftensmaden og be’r mig rende et ærinde i den lokale kiosk for at købe en omgang pulverbearnaise. (Ja – vi snyder sq med bearnaisen!) Bedst som jeg står i gangen og stikker i kondier’ne, ringer kioskalarmen hos Vito: ”Moooooaaaar, Vito meeeeed”! (suk!). Nå – men selvfølgelig skal purken med. Vi er så heldigt beskåret at kiosken ligger knap to minutters gang fra lejligheden – dejligt nemt. Til gengæld koster alt ca 55 gange mere end normalt, men hvad gør det, når man kan redde aftensmaden med en delikat pulverbearnaise.

Ikke så snart er vi kommet inden før døren, før end Vito skriger: ”IIIIIIIS” – piler forbi kassen og forsvinder ind bag hylderne med Kellogs Cornflakes og Wetabix morgenmad. Jeg finder hurtigt den famøse sauce, samt en masse andet strengt nødvendige madreserver til overpris og skal jo så ha’ lokaliseret ungen, så jeg kan få ham med hjem igen. Jeg finder ham selvfølgelig aller bagerst i butikken – deromme hvor vinen står opbevaret. Her har han mast sig ind på en af de nederste hylder i vinreolen, akkurat stor nok til hans spæde to-årige drengekrop kan fylde pladsen ud, hvis han ligger med knæene oppe under hagen.

Jeg får gennet ham foran mig og ud af butikken – og i netop dette øjeblik går det op for ham, at han IKKE skal have is. Vi når ca fem skridt ud på vejen, før han smider sig ned i et vræl – dybt krænket over den uret, jeg lige har begået mod ham ved at gå ud af kiosken uden han fik is. Rutineret (og med en smule lange patter af situationen) – smider jeg ham i et snuptag op over den ene skulder, mens jeg balancerer varerne i favnen med den anden arm. Vito skriger og sparker og spytter mens han græder ”Neeeeeeeej dumme mor”. Jeg slår blikket ned, gør kæben stram og speeder skridtene op, mens jeg krydser fingre for at jeg ikke møder alt for mange intetanende mennesker på vejen hjem. Halvvejs over gaden er det så jeg nærmest vælter ind i en sværvægter af en politimand! Jamen fedt! Ordensmagten lige der! Mens jeg fægter med en tudende unge over skulderen, hvis forurettede våde øjne, ligner en der bliver mishandlet af sin mor på det groveste. Jeg krøller mine tæer nede i kondiskoene og så iler jeg så hurtigt jeg kan over gaden og rundt om hjørnet, hvorefter Vito, med et, stopper tuderiet fra det ene sekund til det andet. I stedet hører jeg nu en umiskendelig lyd af smask og mundvand, og da jeg hiver ham ned for at se hvad der er årsagen til det bratte stemningsskift, ser jeg at han på aller hemmeligste vis, lister næven ned i bukselommen, hiver en stor håndfuld vingummier op, som han stopper ind i sin allerede stopfyldte kindposer. Han kigger på mig med selvretfærdigheden lysende ud ad de stadig våde øjne, som ville han sige: ”Jo, mor, det er faktisk NØDVENDIGT stjæle vingummier, som man kan trøste sig selv med, når man har sådan en håbløs mor, der ikke fatter at is og kiosk er to ting man ALDRIG skiller ad”.

Jeg opgiver ævred: Lader ungen beholde sine fedtede vingummier og låser os ind i lejligheden igen. ”Nåh, ved du hvad, vi behøver slet ik den bearnaise alligevel” siger Patrick da vi kommer ind!